Krimi

Flere tusinde sigtelser: Udviste på tålt ophold bliver væk

I en lejlighed i Frederikshavn sidder 44-årige Danny Abdalla. Han er udvist fra Danmark på grund af vold, afpresning og narkokriminalitet, men han kan ikke sendes ud tilbage til hjemlandet Libanon på grund af trusler om dødsstraf.

Danny Abdalla er én af 66 udlændinge på såkaldt tålt ophold. De bryder i stadig større omfang loven - og det uden at blive retsforfulgt.

Alene i år er der over 3000 sigtelser. Det handler om 43 personer, der i år har brudt det, der hedder meldepligten, hvor de skal melde sig i Asylcenter Sandholm i Nordsjælland. Politiet har på trods af mere end 3000 sigtelser ikke rejst tiltale i et eneste tilfælde.

44-årige Danny Abdalla, som TV 2 har talt med, har da heller ikke tænkt sig at melde sig ved Asylcenter Sandholm, selvom politiet ofte ringer til ham.

- Jeg har ikke været til meldepligt siden november, og jeg har ikke tænkt mig at komme. Det kommer ikke til at ske....jeg kommer aldrig mere. De ringer en gang om måneden, det er spild af tid, siger han til TV 2.

Hos Nordsjællands Politi forklarer chefanklager Ida Sørensen, at sagerne har været i bero efter en dom i Højestreret, hvor myndighederne skulle tage meldingspligten op til revision igen.

Så i to et halvt år har det ikke haft nogen konsekvens at bryde loven?

- Det kan du godt sige, vi har i hvert fald ikke ført sager til dom. Man skal tænke over, de er fordelt på færre mennesker, for nogle har mange forhold og mange sigtelser. Hvis man ikke overholder meldepligten, så bliver det til mange anmeldelser siger hun til TV 2.

Justitsminister Karen Hækkerup forklarer til TV 2, at man forventer, at sagerne snart genoptages. 

- Sagerne er ikke i glemmebogen, men forsinkelsen betyder ikke, at der ikke vil være en konsekvens. Jeg forventer, at sagerne meget snart vil blive genoptaget, siger hun.

Justitsministeren føler sig til grin, når personer på tålt ophold tydeligvis ikke respekterer reglerne. Derfor vil man nu oftere undersøge, om de kan sendes tilbage til deres hjemland. 

- Jeg synes, vi er til grin, når vi har mennesker, der er på tålt ophold, som vi ikke ønsker i landet, men ikke kan sende tilbage, som er så ligeglade med reglerne, siger hun og tilføjer:

-Derfor vil Udlændingestyrelsen nu oftere se på, om der stadig er forhold i hjemlandet, der gør, at de ikke kan sendes tilbage. Det er allerede sat i værk, for de skal ikke være her på tålt ophold én dag længere end nødvendigt. 

I 2013 blev der  modtaget i alt cirka. 4000 anmeldelser om manglende overholdelse af meldepligt fordelt på 35 personer.

Meldepligten

I 2013 er der modtaget i alt cirka. 4000 anmeldelser om manglende overholdelse af meldepligt fordelt på 35 personer.

I 2014 frem til den 2. september 2014 er der modtaget i alt cirka. 3000 anmeldelser om manglende overholdelse af meldepligt fordelt på 43 personer.

Der er oprettet sigtelser på alle anmeldelser – men ingen tiltaler.

Kilde: Nordsjællands Politi