Skød 28 gange: Sagen smuldrer efter procedurefejl
Der er ikke meget tilbage af anklagen mod tre unge mænd, der er anklaget for at stå bag et vildt skyderi i Lundtoftegade i København i marts 2013.
De tre var oprindeligt sigtet for drabsforsøg, men Statsadvokaten i København opgav allerede i oktober sigtelsen, da man ikke kunne bevise, at de 28 skud blev affyret med henblik på at slå modstanderne ihjel i det, der anses for at være et bandeopgør.
I dag faldt så endnu en del af sagen til jorden i Københavns Byret.
De tre mænd var i stedet for drabsforsøg tiltalt for forsøg på grov vold mod personer fra det kriminelle miljø i Lundtoftegade, for besiddelse af skydevåben og for at have forvoldt fare for naboer og tilfældige forbipasserende.
Men på grund af en fodfejl hos statsadvokaturen strøg Københavns Byret i dag forsøgte på grov vold fra sagen.
Københavns Byret vurderede nemlig, at statsadvokaturen i oktober afskrev sig for muligheden fra at rejse tiltale for forsøg på grov vold, da den meddelte de tre mænd, at der ikke ville blive rejst tiltalte for drabsforsøg.
I en såkaldt påtaleopgivelse skrev statsadvokaturen nemlig, at der ville blive rejst tiltalt for besiddelse af skydevåben og for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed.
Men statsadvokaturen anførte ikke i påtaleopgivelsen, at der også ville blive rejst tiltale for forsøg på grov vold, og så fangede bordet.
Dermed kunne Københavns Politi ikke senere rejse yderligere tiltaler på det punkt, fastslog Københavns Byret.
- Jeg er virkelig glad for, at byretten giver os medhold. Der er tale om et vigtigt principielt spørgsmål. Når statsadvokaten først en gang har skrevet til min klient, hvad sagen kommer til at handle om, så er der altså tale om et bindende tilsagn. Så kan man ikke bare fylde på senere. Det er jeg meget tilfreds med, at byretten er enig i, fortæller forsvarsadvokat Gitte Juul Jensen.
Hun kan nu se frem til en sag, der kun kommer til at handle om besiddelse af et skydevåben og så det anklagepunkt, der handler om, at de tre mænd ved skyderiet satte andres - altså naboerne og tilfældigt forbipasserende - liv i fare ved skyderiet.
Sagen fortsætter de kommende dage, og dommen ventes først til oktober.