Krimi

Lagt i håndjern og pebersprayet af politiet: Jeg kunne ikke få vejret

- Jeg følte mig totalt udnyttet og rigtig dårligt behandlet.

Sådan lyder det fra 30-årige Jean om sin oplevelse med politiet, efter han i 2012 blev anholdt på Istedgade i København.

Videoen over artiklen viser selve anholdelsen, og den blev onsdag lagt på Facebook af en af Jeans kammerater. På videoen kan man se Jean ligge på fortovet med ansigtet nedad, mens politiet giver ham håndjern på bag om ryggen. Herefter giver en af betjentene ham peberspray i ansigtet fra tæt hold.

- Jeg kunne ikke få vejret. Han havde givet mig peberspray i øjnene, jeg lå på jorden, og jeg havde hans knæ lige i nakken på mig og mit bryst blev trykket ned mod jorden. Og så bliver han ved med pebersprayen, fortæller Jean til tv2.dk.

Han fortæller, at han en dag sidst på sommeren 2012 var taget ned til en frisørsalon for at blive klippet. Han stod udenfor og ventede på, at det blev hans tur, da et par venner tilfældigt kom forbi. Kort efter dukker to civilbetjente op og beder om at se noget ID, hvilket Jean ifølge ham selv straks giver dem.

- Jeg spørger, om ikke det er en offentlig gade, så vi må vel gerne stå der. Så siger han, om jeg skal være fræk. Jeg siger, det har ikke noget at gøre med at være fræk, og så skubber han mig tre-fire gange op mod en rude og pludselig har de fået mig ned på jorden, og så får jeg peberspray, forklarer Jean om forløbet op til videoen.

Løsladt uden forklaring

Den hårde behandling fortsætter - ifølge Jean - i bilen på vej til stationen. Her bliver han placeret i en celle, og først efter fem-ti minutter kommer en kvindelig betjent med en spand vand, så han kan skylle sine øjne.

Efter et kvarters tid i cellen kommer Jeans far sammen med ejeren af frisørsalonen ind på stationen, hvor de taler med en ældre betjent,

- Så bliver jeg løsladt lige med det samme. Uden noget. Siden har jeg ikke hørt fra dem. Intet brev, ingen sigtelse, ingenting, siger Jean.

Han fastholder over for tv2.dk, at han ikke har gjort noget galt, og at han mener, at de to betjente var alt for voldsomme.

Videoen er filmet af en mand, der befandt sig på den anden side af gaden. Jean har siden forsøgt at skaffe videoen, da hans advokat har forklaret ham, at han ikke kunne gøre noget uden bevismateriale. Det er nu lykkedes, og det er ifølge Jean forklaringen på, at videoen først kommer ud nu.

Tv2.dk har torsdag talt med ejeren af frisørsalonen. Hun bekræfter forløbet, som hun var vidne til gennem butiksruden. Hun har af samme grund ikke hørt ordvekslingen, men siger, at hun intet voldeligt så fra Jeans side.

Politiklagemyndighed går ind i sagen

Efter videoen begyndte at blive delt på Facebook, blev Den Uafhængige Politiklagemyndighed gjort opmærksom på den. Det fortæller kontorchef hos DUP, Mette Møller, til tv2.dk.

- Vi får kendskab til videoen her til formiddag, da Københavns Politi henvender sig til os med den, da de mener, det er noget, vi skal se på. Det er jo i bedste orden, at de selv gør det, siger Mette Møller.

Hun kan på nuværende tidspunkt ikke kommentere på selve videoen og dens indhold.

- Vi kan ikke sige ret meget andet, end at vi kigger på sagen nu. Nu skal vi have alt materialet fra Københavns Politi. Dels skal vi vide, hvem politiassistenterne og hvem den anholdte er. Og så skal vi have alle sagens dokumenter og bilag, siger Mette Møller og fortsætter:

- Vi skal så undersøge, om der er tale om magtmisbrug. Det er det, vi er sat i verden for. Men før vi har det store overblik og alt materialet, kan vi ikke sige mere. 

Afgørelse kan trække ud

Københavns Politi har endnu ikke sendt noget information til DUP, men Mette Mørk fortæller, at de er i fuld gang med at finde det hele til dem.

- De har ringet og sagt, at de er i gang med at samle dokumenterne sammen. Når vi så har det hele, vil vi afhøre politifolkene og den anholdte mand. Måske er der også nogle vidner, vi skal tale med. Det hele vil indgå i vores vurdering af sagen. 

Hun kan ikke sige noget om, hvor lang tid sagen vil strække sig over, før der kommer en afslutning på den.

- Det er svært at sige noget om. Det kommer også an på, om politifolkene vil have advokat med, og hvornår advokaten har tid. Så der kommer i hvert fald til at gå nogle måneder.

Udover al materialet i sagen kan det faktum, at videoen er nogle år gammel, også ende med at spille ind i DUPs afgørelse.

- Jeg kan ikke udelukke, at det ikke kan spille ind. Det er selvfølgelig noget, vi skal have med i vores overvejelser, at det ikke er noget, der er sket i går, men er sket for lang tid siden. Men det er ikke sikkert, at det får en betydning. Vi skal se på det samlede billede først, siger Mette Møller. 

Tv2.dk er bekendt med Jeans fulde navn, men han ønsker det ikke frem i medierne.