Krimi

Flytter ind på villavej - Hells Angels udvider i Aalborg

Rockergruppen Hells Angels udvider klubben og er flyttet ind for enden af en villavej i Aalborg.

Det oplyser både Hells Angels og Nordjyllands Politi til tv2.dk.

Hells Angels oprettede i maj 2014 en ny afdeling i Aalborg under navnet North Area, og nu har medlemmerne altså bosat sig i et erhvervslejemål for enden af en villavej i bydelen Vejgaard.

- Den nye afdeling er en gammel nyhed fra 1. maj. Men nu har klubben fundet lokaler. Det samme er sket i Odense, hvor jeg holder til. Men det er uafhængigt af hinanden. Med Odense var det sådan, at vi blev for mange. Vi havde brug for noget plads. Jeg forestiller mig, at det er det samme deroppe. Den gamle afdeling havde ikke ret meget plads, og de var flere end os, siger presseansvarlig Thomas Gramstrup, Hells Angels.

Under valgkampen var et Bandidos-klubhus på Tudskærvej i Vanløse udsat for, hvad klubben selv kaldte en "heksejagt". Klubhuset lå ligeledes i et villakvarter, og flere politikere bedyrede, at klubben skulle smides på porten. Det kunne dog ikke lade sig gøre.

Det nye klubhus ligger for enden Lundsgårdsgade trukket ind i en gård.

- Det er rigtigt, at det ligger i et villaområde, men klubben ligger trukket tilbage i et garageanlæg. I en konfliktsituation vil det selvfølgelig være et problem, hvis der bliver skudt vildt omkring, men det er et overstået kapitel. Der er fred i bikermiljøet. Vi har en fælles stand med Bandidos i Bella Center 26.-28. september (til Scandinavian Motor Show, red.), vi var fælles på Mosten (MC-træf, red.) og vi ser hinanden privat og kommer til hinandens fester. Vi har fundet ud af, at vi ikke når langt ved uenighed, og at vi har mange fælles interesser, siger Thomas Gramstrup.

Hos Nordjyllands Politi følger man udviklingen tæt, oplyser vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard.

- Vi har noteret med interesse, at der er åbnet et nyt klubhus. For fortsætter med at lægge tryk på miljøet - både vores monitering og efterforskningsmæssigt, siger Michael Kjeldgaard.

Ifølge politiet har Hells Angels i Aalborg tidligere været involveret i stridigheder med både lokale banderødder og rockerklubben Bandidos.

I konflikten menes at være brugt både en panserværnsraket, molotovcocktails, en håndgranat og skydevåben.

Det nye klubhus på hjørnet af Lundsgårdsgade og Nørre Tranders Vej ligger i øvrigt kun få hundrede meter fra HA-støtteklubben Devils Choise, der ligeledes holder til på netop Nørre Tranders Vej.

Et fuldgyldigt medlem blev i juni 2010 beskudt foran støtteklubben.

Senest i marts og april 2013 var der sammenstød mellem medlemmer af Hells Angels og Bandidos.

Et større antal Bandidos-rockere gik til angreb på en eller flere Hells Angels-rockere på Mallorca Bar i Aalborg 27. marts 2013.

Det gav en højstpændt situation i byen, og et par dage senere anholdt politiet fire Bandidos-relaterede mænd, der var bevæbnet med aluminiumsbat, golfkølle, ratlås, seks rundjern, en mukkert, en foldekniv, en lægtehammer, en skruetrækker og fire brosten nær Hells Angels' klubhus på Østergade i Nørresundby.