Krimi

Studerende efter voldtægt på CBS: Det er uhyggeligt

Stemningen blandt de kvindelige studerende på CBS (Copenhagen Business School)  ved Solbjerg Plads i København er trykket efter en 20-årig irsk udvekslingsstudent tidligt fredag morgen blev voldtaget. Tre rumænske mænd, 57, 32 og 46 år gamle, er fredag blevet fængslet fire uger, sigtet for voldtægt af særlig farlig karakter.

- Det er skræmmende, at det kan ske med så mange mennesker omkring. Vi kender hende ikke, men vi er også først lige startet på CBS (for en uge siden, red.). Selvom vi egentlig ikke føler os mere utrygge end ellers, så er det ret uhyggeligt, at sådan noget sker så tæt på. Man læser tit om lignende sager i medierne, men når det pludselig sker dér, hvor man selv færdes, føles det rigtig ubehageligt, siger Maria, Nicoline og Alberte, der alle læser på CBS.

Alle tre var med til den fest torsdag, som endte med et mareridt for den 20-årige irske udvekslingsstudent.

- Det vi tænker mest på, er pigen. Og hvor helt forfærdeligt det må være for hende! Men det er godt at høre, at de alle tre er fanget. Vi håber de får en hård straf, siger de tre piger.

Den 20-årige irske kvinde er fredag afhørt inden-retsligt af Københavns Politi, som også har sikret tekniske beviser, så den 20-årige så hurtigt som muligt kan komme hjem til sin familie i Irland efter den frygtelige oplevelse.

De tre mænd er sigtet for voldtægt af særlig farlig karakter, som kan give fængsel i op til 12 år, og politiet tør ikke udelukke at andre kvinder i området er blevet antastet i løbet af aftenen af en eller flere af de tre sigtede.

- Hvis der er andre kvinder, som har været i området, som har været udsat for noget, vil vi gerne høre fra dem, siger Henrik Vedel, efterforskningsleder hos Københavns Politi, til tv2.dk.