Krimi

Mand sigtet for terrorstøtte til IS

TV 2 Nyhederne snakkede med den nu sigtede mand den 21. august. Over artiklen du se hele interviewet.

Københavns Politi er onsdag formiddag i gang med at ransage en række adresser i forbindelse med sagen om foreningen De Humanitære Hjerter, der har solgt klistermærker med den militante oprørsgruppe Islamisk Stats logo.

Det bekræfter politiet over for Ritzau.

TV 2 snakkede med manden den 21. august, da sagen spredte sig i medierne. Dengang sagde han flere gange til TV 2, at hans salg af klistermærker intet havde med IS at gøre:

- Jeg vil anbefale, at de kigger på, hvor pengene er gået hen. Hvis de er gået til en terrororganisation, så er det sgu’ fint, at de sigter mig for noget. Men jeg er 100 procent sikker på, at de penge er brugt til nødhjælp og ikke andet, sagde han.

Formanden for foreningen er i dag blevet anholdt af Københavns Politi for at have samlet penge ind til Islamistisk Stat (IS).

Han vil blive sigtet for terrorstøtte, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.

Den dansk/palæstinensiske formand vil blive sigtet efter straffelovens paragraf 114b, som forbyder økonomisk støtte til terrororganisationer og kan give op til 10 års fængsel.

Det er første gang, at en person herhjemme er blevet sigtet for at have støttet IS.

Islamisk Stat

Den sunnimuslimske oprørsgruppe Islamisk Stat har skiftet navn flere gange siden grundlæggelsen.

I dag kaldes den i flæng ISIS, ISIL eller noget helt tredje. På TV 2 kaldes gruppen 'Islamisk Stat' eller IS.

Al-Qaeda har erklæret, at gruppen ikke er en del af al-Qaeda, der beskylder gruppen for at bruge for meget vold og for at være "frafalden" eller "hedninge".

  • Gruppen ledes af Abu Bakr al-Baghdadi.
  • ISIL står for "Islamisk Stat i Irak og Levanten". Levanten er et løst defineret geografisk område, der omfatter dele af Irak, Syrien, Libanon, Israel og de besatte palæstinensiske områder.
  • ISIS står for "Islamisk Stat i Irak og Syrien". Det er de to områder, hvor gruppen i dag kæmper en militær kamp for at opnå sine mål.
  • Efter udråbelsen af et islamisk kalifat i det nordvestlige Irak og dele af Syrien har bevægelsen ved nogle lejligheder blot kaldt sig IS.