Krimi

Kunne være dig: Se og Hør overvågede almindelige danskere

Se og Hør har ikke kun overvåget kendte og kongelige ved hjælp af tys-tys-kilden hos IBM. Ugebladet har også overvåget fuldstændig ukendte danskere.

Det viser en liste med navne på 86 personer, som BT bringer i avisen i dag.

På listen fremgår en lang række kendte og kongelige, men der er også en række personer på listen, der for offentligheden er ukendte. Dog har de alle en relation til en kendt.

Listen over de 86 personer dokumenterer også, at omfanget af Se og Hørs ulovlige overvågning var større end hidtil antaget. Og antallet af overvågede personer betyder noget i forhold til straffen, fortæller professor i strafferet hos Aalborg Universitet Lars Bo Langsted.

- Omfanget betyder i virkeligheden noget på to punkter. Det ene punkt er spørgsmålet om, hvorvidt der alene har været tale om almindelig hacking fra tys-tys-kildens side, eller om der har været tale om grov hacking. Altså om vi er oppe i den grove del af strafbestemmelsen, der kan give helt op til seks års fængsel. Og der må man sige, at jo flere der er blevet overvåget, jo mere taler det selvfølgelig for, at man kan bruge den bestemmelse, der handler om den grove hacking med den strenge strafferamme.

- Det andet er, når man skal udmåle straffen. Hvis man siger, at tys-tys-kilden og de journalister, der er tiltalt for medvirken, er skyldige, hvad skal det så koste? Og der har det meget stor betydning, hvor omfattende forbrydelsen har været, siger Lars Bo Langsted.

Så jo flere Se og Hør har været overvåget, jo strengere bliver straffen, fortæller han. Men Lars Bo Langsted vurderer ikke, at man kommer op på de seks års fængsel i Se og Hør-sagen.

- Men jeg er nok ikke i tvivl om, at vi ligger på en ikke-ubetydelig fængselstraf, siger han.

Ifølge Lars Bo Langsted vil retten gå ind og vurdere, hvem der er hovedansvarlig for forbrydelse. Og hvis det er de medvirkende fra Se og Hør, som har forøget overtrædelsens omfang, kan de ende med at få en strengere straf en tys-tys-kilden selv.

Gennem sit arbejde hos IBM overvågede tys-tys-kilden kendte og kongelige via deres kreditkortoplysninger. 

Se og Hør-overvågning

Se og Hør overvågede mindst 86 kendte og ikke-kendte danskere. Se eksempler herunder.

Ikke-kendte:

Charlotte og Preben Damgaard, der er svigerinde og bror til Erik Damgaard, Marek Stawowy, der er ven med Anders Fogh Rasmussen, Jesper Ravn, der er gift med Rigmor Zobel, Christian Scherfig, der er ven med prins Joachim og flere andre.

Kendte tv-værter:

Cecilie Frøkjær, Camilla Ottesen, Claus Elming, Kim Bildsøe Lassen, Morten Ankerdal.

Kendte sportsfolk:

Peter Schmeichel, brødrene Laudrup, Jesper Grønkjær og Nicolas Kiesa.