Krimi

Mads Dinesen vil tilstå luksus-svindel

13. februar blev jetsetteren Mads Dinesen, den såkaldte ”Champagnedreng”, anholdt sammen med en 33-årig jetsetter og direktør. Københavns Vestegns Politi og SØIK - Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, sigtede dem for dokumentfalsk og bedrageri for 30 millioner kroner. I dag klokken 09.00 skal Mads Dinesen så møde i retten i Glostrup, hvor han vil erkende en række af forholdene om svindel.

Ifølge sigtelserne havde de to lavet falske kontoudtog, lønsedler og falske identiteter, som de brugte til at  pumpe værdierne op i deres selskaber, så de kunne finansiere deres forbrug af designermøbler, leasede biler og dyrt hi-fi.

Sagen mod Dinesen er den første, der afvikles, men senere på måneden vil den 33-årige direktør ligeledes tilstå en række forhold i håbet om at få en rabat på straffen.

Mads Dinesen er kendt fra medierne, hvor han blandt andet har medvirket i TV 3’s Kræsne Købere, mens han også førte sig frem i stor stil i aviserne, hvor man kunne følge hans tilværelse i nattelivet, hvor han blandt andet hældte dyr champagne i fattigmandshullet og blendede og drak pengesedler på et diskotek.

Dinesen blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet, men blev igen sat på fri fod. Den 33-årige direktør, der er omfattet af navneforbud, blev dog bag tremmer, da han har domme fra tidligere bedragerisager, hvor han blev frakendt retten til at stifte firma og være direktør.

Ifølge sigtelsen mod den 33-årige direktør, så er det ham, der ’med tilskyndelse, råd eller dåd, vejledte ’Champagnedrengen’ i flere forhold om bedrageri, og Dinesens advokat, Ole Schmidt, har tidligere antydet til tv2.dk, at hans klient på ingen måde var bagmanden i bedrageriet.

Dinesen blev ved grundlovsforhøret, der blev afholdt bag lukkede døre, sigtet for 15 forskellige forhold om bedrageri, men hvilke nye forhold, der er blevet tilføjet er endnu uvist, mens det ikke vides, hvilke forhold han vil erkende sig skyldig i.

Tv2.dk er med i retten i Glostrup, når Mads Dinesen igen skal for en dommer.