Krimi

Bankerot Dinesen: Sådan hjalp direktør mig med svindel

I retten i Glostrup sad Mads Dinesen i dag i vidneskranken. Han erkendte om morgenen flere forhold om blandt andet bedrageri, dokumentfalsk, mandatsvig, overtrædelse af færdselsloven, mens han også erkendte sig skyldig i besiddelse af hash.

I forbindelse med sagen er en 33-årig jetsetdirektør også sigtet, og Mads Dinesen forklarede i dag, hvordan han fik hjælp af den 33-årige til at opretholde sin luksuriøse tilværelse.

’Champagnedrengen’ var flad og havde ikke engang råd til benzin, da han blev tilbudt hjælp.

- Jeg møder ham i december 2012, en måned efter, at politiet har ransaget og lukket min bankkonto. Jeg vidste ikke, hvem han var, men jeg kunne se, at vi havde mange fælles venner. Jeg lavede lidt research, og jeg fandt ud af, at han var tidligere straffet, forklarede Dinesen.

Herefter klagede han sin nød til den 33-årige, der tilbød hjælp-

- Jeg forklarer ham min situation, og jeg fortæller, at jeg ikke har råd til husleje, og at jeg har en pæn bil, men at jeg ikke engang har råd til benzin.

Den 33-årige, der er omfattet af navneforbud forklarede Dinesen, at hvis han ville oprette et udbyderselskab, så kunne han hurtigt vende skuden tilbage mod luksus.

- Han sagde, at jeg kunne flytte ind på dyre hoteller, få bil og fortsætte den livsstil, jeg var vant til. Han kunne ikke selv finde ud af det, men skulle have hjælp fra en række personer, der ikke ville arbejde sammen med ham, så det gjorde jeg.

Undervejs spurgte anklager Samra Sikandar Dinesen ind til en række leasing – og kautionsaftaler. Dinesen vidste godt, at han var en stråmand, forklarede han.

Dinesen svarede villigt og afslappet på alle spørgsmål fra anklageren, og der var endda tid til at par afslappede jokes, da forholdet om kokain kom på banen.

- Politiet finder det i bunden af min sofa, så det har ligget der, efter jeg holdte en fest. Det er ikke noget, jeg har købt, det har været der til en fest. Jeg vidste ikke, at det var der, så havde jeg taget det, sagde han køligt.