Kvindes død i detentionen undersøges

16x9

Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker et dødsfald på politistationen i Vejle, hvor en 47-årig kvinde lørdag den 24.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker et dødsfald på politistationen i Vejle, hvor en 47-årig kvinde lørdag den 24. maj 2014 afgik ved døden.

Kvinden døde klokken 21.05 under et ophold i detentionen, og Politiklagemyndigheden begyndte straks at efterforske dødsfaldet, oplyser myndigheden på sin webside tirsdag.

I den forbindelse blev der afholdt ligsyn sammen med en retsmediciner, lavet tekniske undersøgelser, mens de involverede politifolk blev afhørt. Liget er efterfølgende også blevet obduceret.

Personen blev endeligt identificeret søndag den 25. maj, og der er tale om en kvinde uden fast bopæl, som ikke er fra lokalområdet. De pårørende er underrettet om dødsfaldet.

 - Meget tyder på, at der er tale om et selvmord. Vi undersøger politiets håndtering af hele forløbet, siger kontorchef Mette Møller fra Politiklagemyndigheden til Ritzau.

Politiklagemyndigheden fremsender en redegørelse til Statsadvokaten i Viborg, når efterforskningen er afsluttet.

Politiklagemyndigheden er både uafhængig af politi og anklagemyndighed og har blandt andet til opgave at efterforske sager om personer, der er afgået ved døden, mens den pågældende var i politiets varetægt.