Krimi

Ken B: Jeg optog alt - og politiet har det hele

 Polfoto

Fredag formiddag blev udgiverdirektør på Aller, Per Ingdal, sigtet som den sidste af tre tidligere chefredaktører på Se og Hør i forbindelse med sagen om ugebladets betalte kreditkortkilde.

- Nu er vi nået så langt, at vi er ved at have styr på de centrale personer i sagen, siger Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi til tv2.dk.

Politiinspektøren ønsker ikke at udtale sig nærmere om de beviser, efterforskerne måtte ligge inde med mod de tre chefredaktører – men ifølge journalist og forfatter Ken B Rasmussen består materialet blandt andet af elektroniske optagelser og spor, som han selv har gemt fra sin tid på ugebladet.

- Jeg er måske lidt paranoid. Jeg sletter aldrig en mail, og hvis noget er det mindste vigtigt, så tager jeg en kopi, siger Ken B Rasmussen til tv2.dk.

Kopierne og en række korrespondancer og lydoptagelser ligger gemt på to professionelle diktafoner, fire telefoner, to computere og en håndfuld usb-stik, som politiet har beslaglagt hjemme hos Ken B Rasmussen.

- Jeg vil ikke forstyrre politiets arbejde, så jeg vil helst ikke gå i detaljer med hvad, der er på optagelserne. Men jeg kan for eksempel sige, at jeg har optaget det møde, hvor jeg blev fyret, siger Ken B Rasmussen.

Så man kan godt forestille sig, at du har optaget samtaler og møder med dine chefer?

- Det kan man godt forestille sig, siger Ken B Rasmussen.

De mange elektroniske genstande havde forfatteren bag bogen ’Livet – det forbandede’ gemt af vejen i en bankboks – en boks, han lejede efter stormen om bogen om Se og Hør for alvor havde rejst sig.

- Når jeg er hjemme, er der jo ikke noget at frygte. Men på det tidspunkt var det jo meget heftigt. Og hvad nu, hvis der var nogen, som fandt på at bryde ind?

Selvom det ifølge forfatteren hele tiden var planen, at politiet skulle have adgang til materialet.

- Det hele lå linet op på mit køkkenbord. De havde ikke behøvet ransagningskendelsen, det lå sådan set klar til dem, siger Ken B Rasmussen.

Desuden beslaglagde politiet tre kasser med dokumenter og udskrifter fra Se og Hør-tiden – materiale, der stod i et pulterrum. Hele indholdet af de arkivskabe, Ken B Rasmussen havde på Se og Hør, da han blev fyret.

- Jeg har også optaget samtlige telefonsamtaler, jeg havde fra Se og Hør. Uden folk vidste det. Jeg havde indbygget en voicerecorder på min telefon, siger Ken B Rasmussen.

Politiinspektør Bent Isager Nielsen oplyser, at de tre chefredaktører er sigtet på lige fod - for sammen med medarbejdere fra bladet at have betalt en kilde for ulovlig overvågning.