Hedegaard-sagen: Mistænkt klar til udlevering

16x9
Den mistænkte i attentatforsøget på Lars Hedegaard vil nu udleveres til Danmark. Foto: Polfoto

Den 26-årige mand, der lige nu sidder varetægtsfængslet i Tyrkiet, erkender, hvem han er og vil gerne udleveres til Danmark.

Den 26-årige mand, der lige nu sidder varetægtsfængslet i Tyrkiet, erkender, hvem han er og vil gerne udleveres til Danmark. Det bekræfter hans danske forsvarer, Thorkild Høyer, overfor tv2.dk.

Manden med libanesisk baggrund har siddet varetægtsfængslet i Tyrkiet siden 25. april i år, hvor han blev anholdt i en lufthavn i Istanbul. Ifølge politiet forsvandt han fra Danmark på dagen, hvor drabsforsøget fandt sted, og han har siden opholdt sig i blandt andet Syrien.

Hidtil har den 26-årige ellers nægtet, at han er den person, som dansk politi mener.

- Han siger, han aldrig har været i Danmark før, sagde hans tyrkiske forsvarer Ayse Sönmez til Politiken i slutningen af april..

Københavns Politi har efterforsket drabsforsøget på Lars Hedegaard siden 5. februar 2013. Her befandt den dengang 70-årige Lars Hedegaard sig i sin daværende lejlighed på Pelargonievej på Frederiksberg, da en mand på omkring 25 år med anden etnisk oprindelse end dansk gav sig ud for at være et postbud. Han stod med en pakke i hænderne, men da Lars Hedegaard åbnede sin hoveddør, trak gerningsmanden en pistol og affyrede et skud mod Hedegaards hoved.

Skuddet gik hen over hovedet på Lars Hedegaard, og de to mænd kom i håndgemæng. Det lykkedes at få slået pistolen ud af hånden på gerningsmanden, men han fik den samlet op igen og trykkede af. Våbnet gik dog i baglås og kunne ikke affyres. Derefter flygtede gerningsmanden til fods.

I august sidste år kom den nu varetægtsfængslede i politiets søgelys. I november fik politiet godkendt at eftersøge ham internationalt, og 25. april i år lykkedes det. Manden blev anholdt ved lufthavnen i Istanbul og har siden været i de tyrkiske myndigheders varetægt. Thorkild Høyer har været hans forsvarsadvokat siden 7. maj.

- Jeg modtog en fax fra ham, om at han erkendte, hvem han var, og at han gerne ville udleveres. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at tale med ham. Som varetægtsfængslet i Tyrkiet har man kun tilladelse til et besøg hver halve år, hvis man har en udenlandsk advokat, fortæller Thorkild Høyer.

Dansk politi har endnu ikke haft mulighed for at afhøre manden, der har haft besøg af den danske konsul. Dansk politi har heller ikke modtaget DNA fra manden fra de tyrkiske myndigheder. DNA, der er vigtigt for at kunne se, om det matcher de spor, man har i sagen. Københavns politi venter på at kunne afhøre manden og ved ikke, om sagen kan trække ud, fordi han blev anholdt med et falsk pas, og de tyrkiske myndigheder derfor vil retsforfølge ham for det.

- Det tror jeg nu ikke kan trække en udlevering i langdrag. Det burde bare give en bøde. Jeg tror, det trækker ud på grund af en masse formaliter i det tyrkiske system, selv om min klient altså ikke nægter udlevering, fortæller Thorkild Høyer. Hans forsvarsadvokat har ikke talt med ham om, hvordan han stiller sig i forhold til de danske anklager om at stå bag drabsforsøget på  Lars Hedegaard.