Krimi

Bettina Aller: Vi beklager dybt

- Vi beklager dybt, at der har foregået noget kriminelt.

Sådan siger Bettina Aller, som for første gang udtaler sig om Se og Hør-sagen i et eksklusivt interview i 22 NYHEDERNE.

Til TV 2 Nyhederne forklarer Bettina Aller, der er medejer og bestyrelsesformand i Aller-koncernen, som ejer ugebladet Se og Hør, at offentligheden intet har hørt til mediekoncernens øverste ledelse indtil nu, fordi virksomheden har sat en advokat og et uvildigt revisionsfirma til at se på sagen.

- Det er en ekstern undersøgelse, og de har fået adgang til alt, hvad der er - både dokumenter og personer, der er involveret i sagen.  Når vi så finder ud af, hvad der er op og ned i sagen, så vil vi gerne udtale os, siger Bettina Aller til TV 2.

Hun vurderer, at mediekoncernen vil melde noget ud om sagen i løbet af næste uge.

Ser en fremtid for Se og Hør

Bettina Aller mener godt, at ugebladet Se og Hør kan overleve i fremtiden - trods det uvejr, som det oplever lige nu.

- Ja, Se og Hør kan godt overleve. Jeg tror jo på mine blade, og der har været nogle kedelige ting, men jeg tror på, at det kan overleve.