Kilder: Se og Hør havde betalt kilde på Rigshospitalet
Ugebladet Se og Hør har angiveligt også haft en betalt kilde på Rigshospitalet. Kilden har angiveligt fodret ugebladet med oplysninger om kendtes graviditetsskanninger. Det siger op til flere tidligere ansatte på Se og Hør til TV 2.
En af de, der mener, at have været offer for kildens salg af informationer er tv-værten Anders Lund Madsen.
- Jeg synes, at det principielt er et problematisk samfund, når man ikke kan gå på hospitalet uden at være usikker over, om et ugeblad bliver orienteret, siger Anders Lund Madsen, som fortæller til TV 2 Nyhederne, at han havde en ubehagelig fornemmelse af, at han blev overvåget af Se og Hør, da hans kæreste for tre år siden var på Rigshospitalet til sin 13-ugers skanning.
- Barnet var dødt, og vi var kede af det. Og så ringede Se og Hør om eftermiddagen, og sagde tillykke med graviditeten.
Et halvt år efter, da den kendte tv-værts kæreste var gravid igen, skete det endnu engang, at ugebladet var velinformerede om graviditeten. Denne gang tog parret dog alle forholdsregler.
- Min kæreste gik derind først, og så kom jeg noget tid efter, og så sms'ede hun mig inde fra skanningslokalet. Vi havde ikke sagt det til nogen, så det var kun mig, min kæreste, og Rigshospitalets bookingsystem, der vidste det.
Men uden for døren blev de igen mødt af Se og Hørs journalist og fotograf, som lå på lur.
Ifølge Anders Lund Madsen har flere andre kendte oplevet, at de angiveligt er blevet overvåget i forbindelse med graviditetsskanninger.
Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, hverken be- eller afkræfter, at bladet havde en betalt kilde på Rigshospitalet.
- Jeg kommenterer ikke sager, der er foregået før min tid-, fordi jeg har ingen viden om det. Vi laver journalistik efter bogen på Se og Hør under min ledelse, og det bliver vi ved med, siger han.
Anders Lund Madsen vandt efter artiklerne en sag mod Se og Hør og fik 100.000 kroner i erstatning.