Krimi

Aqua-Lene anmelder Se og Hør til politiet

Flere kendte har allerede sat sig for at hive Se og Hør i retten, da det blev afsløret, at bladet angiveligt overvågede flere af dem fra 2008-2012 ved hjælp af en ansat hos Nets, der kunne spore deres kreditkort. Nu får Aller Media endnu en anmeldelse på halsen, og afsenderen er Lene Nystrøm, det skriver vg.no.

Ifølge BT var Lene Nystrøm blandt mange danske kendisser, der angiveligt blev overvåget ved hjælp af den såkaldte ”tys tys kilde”.

Vg.no har været i kontakt med sangerindens manager, Ole Jonsbråten, der bekræfter, at hun nu har valgt at anmelde bladet til politiet.

- Ja, jeg kan bekræfte, at sagen er anmeldt til politiet. Det sker, fordi Lene synes, at det er en grim sag, og vi ønsker at gå hele vejen og efter en vurdering af vores advokat, John Christian Elden, siger manageren til vg.no.

Jonsbråten forklarer, at advokaten vil køre sagen sammen med den danske advokat, Brian Larsen, som også repræsenterer blandt andre Mads Mikkelsen, Rigmor Zobel og Iben Hjejle.

- Vi anmelder Se og Hør, og de ansatte som har snaget i og sladret om Lenes privatliv. Om også andre bør straffes, må dansk politi vurdere, siger han.