Se og Hør-skandale: Politi søger beviser hos Nets og IBM

Selvom det har været kendt i to dage, at en 45-årig it-specialist skal have solgt personlige kreditkortoplysninger om kendte og kongelige til Se og Hør, er politiet ikke tæt på anholdelser i sagen
- Der er umiddelbart ikke sigtelser på vej, siger vicepolitiinspektør ved Vestegnens Politi, Carsten Jansson, til tv2.dk.
Men det betyder ikke, at politiet sidder på sine hænder, fastslår han. Efterforskere har i de seneste dage arbejdet med at sikre data fra computersystemerne på både IBM og Nets - oplysninger, der måske kan dokumentere, at den 45-årige it-specialist i en periode fra 2008 til 2012 skal have benyttet sin arbejdsrelaterede adgang til systemerne til at hente de private oplysninger ud af systemet.
- Vi er ude hos IBM og Nets for at se, om der er sket noget kriminelt. Vi kan hverken be- eller afkræfte, at der er begået en forbrydelse, siger Carsten Jansson.
Og selvom medierne i de seneste dage mener at have afdækket, at den 45-årige it-specialist, der videresolgte oplysninger til ugebladet eksisterer i virkeligheden - og ikke bare et en fiktiv person i den tidligere Se og Hør-reporter Ken B Rasmussens romandebut - så har det ikke den store indflydelse på politiets efterforskning.
- Hvad det er, der fyger frem og tilbage i medierne af mærkelige påstande, det kan vi ikke tage stilling til lige nu, siger Carsten Jansson.
Inden politiet dertil begynder at indhente vidneforklaringer fra de centrale personer i sagen, skal efterforskerne desuden have noget konkret at hænge sagen op på - og hvilken forbrydelse, der i givet fald er begået, er heller ikke på plads.
- Vi diskuterer frem og tilbage, men vi har ikke lagt os fast nå nogle paragraffer, siger Carsten Jansson.