Far til sixpack-rumæner: Jeg har opdraget ham godt
Onsdag sidder seks unge rumænere tiltalt i Retten i Lyngby for en serie af indbrud på Sjælland. Senere skal dommeren afgøre om gruppen af unge mænd er en organiseret bande af indbrudbrudsturister, som anklageren påstår.
Ifølge anklageskriftet havde de seks base på Hotel Continent på Nørrebro, hvor de gemte flere tyvekoster, før de sendte dem med posten hjem til Rumænien.
Tre af mændene forklarede, at de var kommet til Danmark sammen i jagten på arbejde. Da der ikke var job i byggebranchen, som de havde håbet slap pengene op, og de måtte ernære sig ved at begå indbrud. De mødte resten af ’sixpacken’ tilfældigt på hotellet. Der var billig leje, og det var et populært sted for rumænere.
Anklage: Stjal for over én million
Anklager Carina Erdogan har tidligere forklaret til TV 2 News, at man mener, at der er tale om organiseret kriminalitet.
- Det har afgørende betydning for straffen, der er flere gerningsmænd, der har begået mange indbrud i forening, og det er organiseret af karakter, og derfor er det afgørende, sagde hun.
Sent på eftermiddagen afgøres det, om anklageren får medhold.
De stjålne værdier er opgjort til 926.000 men værdien af fem indbrud er endnu ikke opgjort
Tiltalte kommer fra samme by
TV 2’s Lotte Mejlhede har besøgt den lille Tulcea i det østlige Rumænien, hvor alle seks tiltalte er fra. Turistbyen ligger ved kanten af Donau-deltaet, og den er som sådan ikke nogen udpræget kriminel by. Siden 1970’erne har den været venskabsby med Aalborg.
Faderen til en af de tiltalte forstår ikke, at sønnen skulle være indblandet i organiseret indbrud.
- Jeg har opdraget ham med ærlighed og arbejdsomhed. Ingen i min familie har siddet inde. Aldrig nogen sinde, siger Ovidiu Chitoi.
- Jeg går vel hjem og hænger mig selv, siger han, da Lotte Mejlhede spørger, hvad familien vil gøre, hvis sønnen bliver dømt.
Politi: Indbrudsturister plager Sjælland
Sagen er interessant, for ifølge politiinspektør Karl Erik Agerbo fra den særlige Task Force Indbrud regner man med, at mellem en tredjedel og halvdelen af alle indbruddene på Sjælland bliver foretaget af omrejsende kriminelle, som rumænerne.
- Det er gået op for os, at det er mere organiseret end vi først lige troede. Vi ser i næsten alle sager, at der er tale om en organisation, der har tråde til de lande, de omrejsende kommer fra, og her er det primært Rumænien og Chile, har han tidligere forklaret til tv2.dk. Dermed er sixpack-sagen ikke enestående.
I alt drejer det sig om 22 indbrud, og i alle forhold var tyvekosterne smartphones, ure, dyre parfumer, fladskærme og bærbare, som var lette af afsætte igen. Det er politiets teori, at de seks sendte tyvekosterne til Rumænien, hvor de skulle sælges.
Tv2.dk og TV 2 News følger sagen.