80 anholdt i kæmpe narkorazzia på Christiania - 150 adresser ransaget

Københavns Politi gennemfører torsdag morgen en storstilet narkorazzia på Christiania i det, de selv betegner som den hidtil største aktion mod den or

Københavns Politi gennemfører torsdag morgen en storstilet narkorazzia på Christiania i det, de selv betegner som den hidtil største aktion mod den organiserede kriminalitet i Pusherstreet.

Foruden Christiania ransages mere end 150 adresser på Sjælland, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Vi har på baggrund af et længerevarende efterforskningsarbejde rettet mod sælgerne og leverandørerne af hash til Pusherstreet i dag iværksat et meget stort antal anholdelser og ransagninger, siger ledende politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, i pressemeddelelsen.

Politiet har anholdt omkring 80 personer og fundet større mængder hash og penge.

Politiinspektør Jørgen Skov oplyser, at politiet især ransager efter narkotika, regnskaber, penge og andre værdier, og torsdagens ransagninger sker i forlængelse af tidligere aktioner i Folkets Park og senest i Jægersborggade i sidste uge.

Københavns Politi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, men vil løbende udsende pressemeddelelser med seneste nyt.

Vidne: Masser af betjente siden i morges

Aktionen startede tidligt i morges, da politiet slog til klokken 06.00. Mindre end en time senere vandrede en masse betjente fra Christiania i retning mod Arsenaløen. Det beretter Janne Clemen, der er nabo til Christiania.

- De havde hjelme og udstyr på og knipler i hånden, fortæller hun til tv2.dk.

Hun fortæller, at der har holdt en masse hollændervogne i området og to panservogne på den nærliggende Arsenalvej.

- Lige nu, mens jeg taler med dig, kommer der ti betjente gående med flyttekasser og store papirssække, fortæller Janne Clemen til tv2.dk torsdag morgen.