Krimi

Politiet på bar bund: Hvem slikkede ung kvinde i ansigtet?

På trods af en efterlysning i TV 2s kriminalmagasin Station 2 er politiet i Gladsaxe endnu ikke tættere på at finde den mand, der forulempede en ung kvinde i S-toget.

Hændelsen fandt sted natten til den 26. januar, hvor kvinden kørte med S-toget fra Hovedbanegården i retning mod Frederikssund.

Kvinden var faldet i søvn i toget, og vågnede ved at hun var våd rundt om munden og en mand sad helt op i hovedet på hende.  På videoovervågningen fra toget kan man se, hvordan manden først skubber til kvinden for at se om hun vågner og hele tiden rykker tættere på hende. Han mærker på hendes lomme og tager også hendes egen hånd op af lommen. Til sidst tager han fat om kvinden, læner sig ind til hende og slikker hende i hovedet og forsøger at kysse hende i ansigtet og på munden.

Da kvinden vågner, og opdager hvad der sker, skynder hun sig væk. Hun er kørt for langt, og står klokken 6.32 af på Veksø Station hvor manden følger efter hende. Ude på perronen lægger han en hånd på hendes skulder, men da hun vender sig om og råber ad ham, forsvinder han.

Kun en henvendelse på trods af gode billeder

Men på trods af den landsdækkende efterlysning har politiet endnu ikke fået de oplysninger, der kan knække sagen.

- Vi har kun fået en enkelt henvendelse, som ikke førte nogle vegne. Billederne er jo rigtigt gode, så det undrer mig, at ingen har kunnet genkende manden, siger politikommissær Michael Liebst Sørensen fra Lokalefterforskning Gladsaxe til tv2.dk.

Oplysninger i sagen kan gives til Vestegnens Politi på 43861448

Signalement af efterlyst

- Manden beskrives som af udenlandsk herkomst – muligvis marokkansk.

- Almindelig af bygning.

- Kort mørkt hår med høje tindinger og et mindre overskæg.

- Han var iført en mørk jakke, en lysegrøn sportsbluse og lyse cowboybukser og lyse sko.