Krimi

Video viser 19-årig skyde under masseslagsmål

Københavns Politi opfordrer en 19-årig mand med relation til rockergruppen Satudarah til at melde sig selv, efter at han ifølge politiet affyrede flere skud på åben gade under et masseslagsmål, hvor rockere fra Hells Angels og AK81 på den ene side og den nyetablerede rockergruppe Satudarah MC på den anden kom i klammeri ved Parken i København natten til søndag.

Tre personer blev såret - personer, der ifølge politikommissær Steffen Th. Steffensen fra afdelingen for Organiseret Kriminalitet ved Københavns Politi kommer fra begge sider af de rivaliserende rockergrupper.

To blev såret af knivstik i ryggen - en blev stukket i hånden.

Da politiets patruljer nåede frem, affyrede betjentene varslingsskud og skud mod en bil, der forsøgte at køre flere betjente og en cyklist ned. Ingen blev ramt af politiets kugler - der var rettet mod og punkterede dækkene på bilen.

Efterfølgende konfiskerede og fandt politiet adskillige cvåben, der tilsyneladende havde været benyttet under slagsmælet - heriblandt 4-5 knive, flere slagvåben samt en ladt pistol.

- Vi kan se på overvågningsbilleder, at der er en mand, som skyder flere gange op i luften. Ham har vi fundet ud af, hvem er, siger Steffen Th. Steffensen til tv2.dk.

Ifølge politikommissæren ransagede politiet allerede søndag den unge mands bopæl, og i den forbindelse var de også i telefonisk kontakt med den pågældende.

- Vi ringede til ham og sagde, at stod ved hans lejlighed og at han skulle komme. Det sagde han, at han ville - men vi har stadig ikke hørt fra ham, siger Steffen Th. Steffensen.

Masseslagsmålet fandt sted efter en fest på Parkens sportsbar, Lions and Barrels, og anmeldelsen kom klokken 02.30, hvor der blev meldt om flere knuste ruder.

Tilsyneladende begyndte opgøret inde på værtshuset, hvorefter det fortsatte udenfor.

- Der har formentlig været omkring 1.000 mennesker til teknofesten på Lions and Barrels, men politiet har kun fået henvendelse fra ganske få vidner. Derfor opfordres vidner med informationer i sagen om at kontakte Københavns Politi. Det kan ikke være rigtigt, at ingen vil hjælpe med at opklare det her, siger Steffen Th. Steffensen.

28 personer blev efter slagsmålet anholdt af politiet - men efter, at de var blevet afhørt, valgte politiet at løslade dem alle igen. Dog i mindre grupper for at mindste risikoen for, at slagsmålet blev genoptaget.

- Hvis ikke den unge mand melder sig selv, vil vi overveje at på til pressen med hans navn og billede, siger Steffen Th. Steffensen.

Ifølge Københavns Politi er der tale om det første opgør mellem Hells Angels og Satudarah, som politiet har kendskab til - men politiet håber, at der er tale om en enkelt hændelse og ikke et fastlåst konfliktscenarie imellem de to grupperinger.

Satudarah MC har sit udspring i Holland, hvor grupperingen ligger i åben konflikt med Hells Angels - det har endnu været et åbent spørgsmål, om rivaliseringen er flyttet med til Danmark, hvor Satudarah officielt etablerede sig med en åbningsfest i begyndelsen af november 2013.

Vidner eller andre med oplysninger i sagen kan henvende sig til Københavns Politi på telefon 33141448 eller telefon 114.

Se flere billeder og video på Local Eyes

Alderen på den unge mand er efter nye oplysninger til politiet ændret fra 18 til 19 år