Krimi

Politiet løslader alle efter masseslagsmål

Københavns Politi løslader søndag aften alle de 27 personer, der natten til søndag deltog i et masseslagsmål foran Parken.

En 28. person, som politiet endnu ikke har kunnet identificere, vil også blive løsladt.

Politiet har afsluttet deres afhøringer og har måttet droppe at fremstille de 28 i grundlovsforhør.

Det fortæller TV2's reporter ved Bellahøj Station, Lisbeth Davidsen, til tv2.dk:

- De tilbageholdte har ikke villet fortælle noget under afhøringerne, så politiet har simpelthen ingen beviser og må derfor løslade dem alle uden at få dem for en dommer, forklarer Davidsen.

De 28 anholdte bliver løsladt i bundter, da politiet ellers er bange for, at de genoptager masseslagsmålet ude på parkeringspladsen.

Under nattens slagsmål blev der stukket med kniv og affyret skydevåben, og tre personer blev indlagt med stiksår.

De tre personer har tilknytning til de rivaliserende rockerbander Satudarah og Hells Angels, oplyser Steffen Th. Steffensen fra afdelingen for Organiseret Kriminalitet til tv2.dk, og politiet opfatter det som et rockeropgør.

Opgøret fandt sted efter en fest på Parkens sportsbar, Lions and Barrels, hvor omkring 1000 mennesker var samlet.

Anmeldelsen kom klokken 02.30, hvor der blev meldt om flere knuste ruder, mens øjenvidner havde set knive og totenschlägere blive brugt.

Da politiets patruljer nåede frem, blev der affyret varslingsskud og skud mod en bil, der forsøgte at køre flere betjente og en cyklist ned.

De to personer, der kørte bilen, forsøgte at stikke af, men de blev begge anholdt.

Politiet har altså måttet løslade de 28 på grund af manglende beviser, men de vil stadig gerne høre fra vidner, der kan have oplysninger i sagen.

Københavns Politi kan kontaktes på tlf. 33 14 14 48