Krimi

USA i ny Snowden-læk: Vi overvåger dansk klima-topmøde

Den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency, NSA, satte alle sejl for at overvåge en række centrale landes forberedelser til klima-topmødet i Danmark i december 2009, og tjenesten planlagde at fortsætte med at gøre det i Bella Center, så USA kunne gå fra topmødet med det bedst tænkelige resultat.

Det skriver avisen Information i dag på baggrund af en ny læk fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der tidligere har været kilde til et stort antal afsløringer om NSA's omfattende overvågningsprogrammer.

Det lækkede dokument er stemplet 'tophemmeligt' og er ifølge avisen lagt ud som en slags intern underretning i NSA, samme dag som klimatopmødet begyndte i Bella Center i København.

- Analytikere her i NSA (...) vil fortsætte med at forsyne beslutningstagere med enestående, betimelige og værdifulde indblik i nøglelandes forberedelser og mål for konferencen såvel som overvejelserne i landene om klimaforandringspolitikker og forhandlingsstrategier, står der ifølge Information i dokumentet.

Dets ægthed har indtil videre ikke kunnet bekræftes.

Tidligere Snowden-lækager har dog indikeret, at NSA er i stand til at overvåge mobiltelefoner fra statsledere, og at dets britiske samarbejdspartner læste og lyttede med på mail og telefonsamtaler under G20-mødet i London i 2009, og at noget lignende skal være sket til G20 i Canada i 2010 og under en tidligere klimakonference på Bali i 2007.

NSA: Ingen kommentarer

NSA ønsker ikke at kommentere dokumentet over for Information.

Ifølge lækken havde USA allerede inden topmødet opsnappet detaljer om en aftale mellem Kina og Indien - og om det danske formandsskabs 'redningsplan', hvis forhandlingerne om nye bindende klima-mål skulle kuldsejle.

Overvågningen skulle ifølge det lækkede dokument fortsætte under klima-topmødet, så USA's 'beslutningstagere' ville være bedst muligt rustet til forhandlingerne, skriver Information.

- Mens udfaldet af klima-topmødet i København forbliver uvist, vil signalefterretninger ('signal intelligence', elektronisk indhentning af kommunikation, red.) utvivlsomt spille en betydningsfuld rolle i at holde vores forhandlere så godt orienteret som muligt under den to uger lange begivenhed, står der i dokumentet.

Signalefterretninger - af NSA forkortet SIGINT - er en paraplybetegnelse for indhentningen af en stribe forskellige elektroniske oplysninger.

Koder er ingen hindring

NSA og afdelingen Central Security Service, CSS - 'hjemsted for Amerikas kode-knækkere' - lægger dog ikke skjul på, at hverken koder eller andre sikkerhedsforanstaltninger er nogen hindring, så længe overvågningen ikke rettes mod amerikanske statsborgere.

- NSA/CSS (Central Security Service, red.) indsamler SIGINT fra forskellige kilder herunder udenlandsk kommunikation, radar og andre elektroniske systemer. Informationerne er ofte på fremmede sprog og dialekter, er beskyttet af koder eller andre sikkerhedsforanstaltninger, skriver NSA på sin hjemmeside.

- NSA/CSS er nødt til at indsamle, forstå og fortolke informationerne og få dem videre til vore kunder i tide, så de kan handle på dem.

Præcis hvilken overvågning, den amerikanske efterretningstjeneste ville iværksætte mod klima-topmødet - og om den faktisk blev gennemført - fremgår ikke af Snowden-lækagen.

Dokumentet nævner dog specifikt, at det ville være godt for de amerikanske beslutningstagere at kende til detaljerne i forhandlinger og diskussioner ført blandt parter i små lukkede kredse. Flere kilder peger over for Information på, at flere landes vidensniveau var påfaldende højt under topmødet.

- Både amerikanerne og kineserne var altid mærkeligt velinformerede. Især amerikanerne. Jeg var tit helt overrasket over, hvad de viste, siger en anonym kilde fra det danske COP15-sekretariat til Information.

Professor: Klart lovbrud

Hvis den amerikanske efterretningstjeneste har hacket eller aflyttet klima-topmødet, forelægger der et klart lovbrud. Det siger professor i strafferet Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, til Information.

- Helt grundlæggende er det sådan, at hvis nogen bryder ind i andre folks computere eller netværk eller lignende i Danmark, så er det selvfølgelig strafbart. Både hvis der er tale om en tilfældig hacker, og hvis der er tale om en fremmed efterretningstjeneste som NSA, siger Jørn Vestergaard til Information.

Dagbladet betegner selv NSA's aktiviteter i Danmark som 'spionage'. Hvis ansatte ved NSA har gjort sig skyldig i spionage i Danmark, kan straffen være indtil 16 års fængsel.

Forelægger der systematisk hacking og aflytning er strafferammen derimod fængsel i seks år. Ifølge Anders Henriksen, leder af Centre for International Law and Justice på Københavns Universitet, kan overvågning og aflytning af FN-diplomater være et brud på Folkeretten.

- De skal kunne kommunikere i fortrolighed med deres hjemland, siger han til Information.

Thorning: Ingen kommentarer

Den amerikanske efterretningstjeneste NSA ønsker i en mail til Information ikke at kommentere sine aktiviteter under COP15.

- Mens vi ikke har i sinde offentligt at kommentere hver eneste påståede efterretningsaktivitet, har den amerikanske regering gjort klart, at USA indsamler udenlandske efterretninger af den type, som alle nationer indsamler. Og som regeringen bekendtgjorde for flere måneder siden, er den ved at gennemgå, hvordan vi koordinerer med vores tætteste allierede og partnere, skriver NSA i en mail til Information.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har ikke ønsket at kommentere sagen over for avisen, mens forsvarsminister Nicolai Wammen (S) siger:

- Jeg har ikke set det pågældende papir, men som det har været fremme tidligere, har vores efterretningstjenester ikke grundlag for at antage, at NSA - eller for den sags skyld andre amerikanske efterretningstjenester - retter ulovlige efterretningsaktiviteter mod Danmark, siger Nicolai Wammen til Information.