Krimi

Bandeboss ringede hemmelige skud-detaljer ud fra fængslet

Black Cobra-boss lækkede hemmelige detaljer om sag fra fængsels-cellen Scanpix

Kun få timer.

Så længe gik der, fra Midt. og Vestsjællands Politi 24. marts 2013 havde præsenteret sin hovedmistænkte i et muligt bandeopgør mellem Black Cobra og Bandidos for sagens mest følsomme oplysninger i efterforskningen, til detaljerne var spredt ud til Black Cobra.

Det kom frem i dag, da sagen mod 25-årige Oruc Türkoglu fortsatte ved Retten i Roskilde.

Her er han tiltalt for at have givet to drenge på bare 14 og 15 år ordre til et skyderi mod en Bandidos-relateret tatovør i Køge 6. februar 2013.

Politiet betegner den 25-årige som den absolutte leder af Black Cobra i Køge og mener, at underordnede i banden har pligt til at adlyde hans ordrer.

Den 25-årige nægter sig skyldig, og da sagen mod ham i dag fortsatte, afspillede anklager Thomas Hugger en stribe telefonaflytninger.

En del af dem var foretaget, før den 25-årige blev sigtet for drabsforsøget.

På det tidspunkt var han varetægtsfængslet for småkriminalitet, men forventede snart at blive løsladt. Det blev han dog ikke. I stedet blev han 24. marts 2013 sigtet for at stå bag skyderiet mod tatovør-forretningen.

Få timer senere ringede han til et ligeledes højtplaceret medlem af Black Cobra og viderebragte en stribe af de mest følsomme oplysninger i sagen.

- De har lavet en totalt mærkelig sag. De har taget et billede af mig, ikke? Inde i Ellemarken, sagde den 25-årige til en bandebror.

Ellemarken er det boligområde, som Black Cobra betragter som 'sit' territorium.

Billedet, som Oruc Türkoglu nævnte i samtalen, var et fotografi af ukendt oprindelse, som politiet er kommet i besiddelse af. Hvem, fotografen er, er hemmeligt - selv for sagens forsvarere. Ifølge en kendelse fra Østre Landsret vil det udsætte fotografen for stor fare, hvis hans identitet bliver kendt. Derfor har landsretten blåstemplet total hemmeligholdelse af billedets ophav.

Ifølge politiet er fotografiet taget omkring 40 minutter før angrebet på tatovør-forretningen og viser, hvordan Oruc Türkoglu taler med to drenge. Begge drenge har erkendt at have deltaget i skyderiet.

- De har indrømmet begge to, fortalte Oruc Türkoglu sin bandebror et par timer efter retsmødet, der blev holdt bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Netop af den årsag var også den 25-årige underlagt såkaldt besøgs- og brevkontrol, hvilket betyder, at han kun må få overvåget besøg, som er godkendt af politiet - og under ingen omstændigheder må drøfte sagen med andre.

Det forhindrede ham dog ikke i frit at kunne drøfte sagen med sine bandebrødre.

- IA (den 14-årige, der skød, red.) har givet sådan en lang mærkelig forklaring, lød det fra den 25-årige i telefonen fra fængslet.

- IK (den 15-årige, der kørte scooteren, red.) har også givet en lang, mærkelig forklaring.

Det er ikke mindst de to første forklaringer fra den nu 16-årige IK, som også er tiltalt i sagen, som ser ud til at belaste den 25-årige.

Her skal IK nemlig have fortalt, at Oruc Türkoglu - mens de stod ved scooteren - spurgte den 14-årige, om han vidste 'hvor tasken er'

Politiet mener, at 'tasken' er identisk med den taske, som de to drenge lidt senere kørt hen og hentede, og som indeholdt det tøj, de brugte til at maskere sig med, da de udført skyderiet.

Den 16-årige fastslog i dag i retten, at han aldrig havde forklaret sådan, men havde svært ved at redegøre for, hvorfor han to gange tidligere - både hos politiet og over for en dommer - havde fået oplæst og godkendt sine egne ord uden at protestere.

- Jeg var i chok, sagde den 16-årige i dag.

En stribe af disse oplysninger sivede altså ud fra den mørklagte efterforskning få timer efter, at Oruc Türkoglu havde fået dem.

- Er det korrekt forstået, at du få timer efter, at sigtelsen er fremstillet for dig, og beviserne er blevet hørt, så går du ud og refererer store dele af dem udadtil, inklusiv billedet, spurgte anklager Thomas Hugger.

- Jeg har ikke refereret det for ham. Jeg forklarer mine frustrationer, sagde den 25-årige.

- Pointen er, at i en sag af denne karakter kan vidner blive kraftigt påvirket inklusiv medsigtede, sagde Thomas Hugger.

- Jeg var i chok. Jeg var sigtet i en sag, jeg ikke havde noget at gøre med. Lad os sige, at du får at vide noget, du ikke har gjort, og du får mulighed for at ringe til dine nærmeste. Ville du så ikke give udtryk for din frustration, replicerede Oruc Türkoglu.

Der ventes dom i sagen i den kommende uge.