Krimi

Fyret betjent: Nu er Thor død

Den dødsdømte schæferhund, Thor, der blev bortført af en nu fyret politimand, er død.

Det skriver den tidligere betjent Lars Bo Lomholt i hvert fald på Facebook.

"Det er idag en trist dag for dig, mig og dine nærmeste," begynder han sin besked.

"Du vil for mig i al evighed stå for ham, der satte hundedanmark på den anden ende. Du vil med tiden blive symbolet for ham, som var medvirkende til, at Danmark får en retfærdig hundelov, som alle kan være tjent med. Det bliver nok ikke i denne omgang, men så tager vi en tørn mere."

Opdateringen er i skrivende stund blevet delt mere end 500 gange og fået over 400 kommentarer på Facebook.

Han og hunden blev landskendte, da han i uniform hentede den på internat kort inden, at den skulle have været aflivet for at bide en mindre hund. Han mente nemlig, hundeloven var urimelig, og derfor var han villig til at begå dokumentfalsk og embedsmisbrug for at redde hunden.

Men her et år efter hundenapningen er Thor altså død efter et længere sygdomsforløb, fortæller Lars Bo Lomholt.

- Han blev aflivet hjemme hos sin ejer. Han fik noget beroligende, og det hele foregik meget fredfyldt, siger Lars Bo Lomholt til bt.dk og fortsætter:

- Jeg var der sammen med dyrlægen, så jeg nåede at få sagt farvel til ham. Og han døde med sin piv-piv i munden, hans gummidukke. Det var fint, selvom det er enormt ærgerligt og trist.