Opsøgt af bevæbnede mænd: Mand skudt i brystet juleaften

Tilsyneladende var der tale om et planlagt opgør, da en 34-årig mand mand juleaften blev ramt af skud i brystet.

Tilsyneladende var der tale om et planlagt opgør, da en 34-årig mand mand juleaften blev ramt af skud i brystet. Ifølge Københavns Politi er han ramt i muskelvævet og derfor udenfor livsfare.

- Vi får anmeldelsen klokken 22.03, men da vi kommer ud til gerningsstedet, er både den forurettede og de fleste vidner væk, siger en centrale efterforskningsleder, Kristian Aaskov, til tv2.dk.

Ifølge politiet fandt skyderiet sted i et lokale på Frederikssundsvej 150 i det nordvestlige København, hvor en gruppe på omkring 20 personer var forsamlet i et slags opholdsrum.

- Der er to personer, der går ind og henvender sig til den forurettede, hvorefter den ene trækker en pistol og skyder ham, siger Kristian Aaskov til tv2.dk.

Herefter stak de to gerningsmænd formentlig af i en bil, mens nogle af vidnerne kørte skudofferet til Rigshospitalet.

- Vi går ud fra, at gerningsmændene og den forurettede har en eller anden form for relation, da de henvender sig direkte til hm, men ellers er vi åbne i forhold til motivet, siger den centrale efterforskningsleder.

Politiet oplyser, at den 34-årige er kendt af politiet - men ikke for noget, der umiddelbart skulle være grund til, at han bliver skudt.

Politiet er ved at gennemse overvågningsbånd og ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger, men vidner, der måtte have set noget eller har oplysninger i sagen, må meget gerne kontakte politiet på telefon 114.