Yahya Hassans overfaldsmand stod bag terrormanifest

16x9
Abdul Basit Abu-Lifa - nu Isaac Meyer - fængslet for vold mod digteren Yahya Hassan Foto: TV 2

Den 24-årige Isaac Meyer, der i dag blev fængslet i 13 dage, hvor han indrømmede vold mod digteren Yahya Hassan, er tidligere idømt syv års fængsel i

Den 24-årige Isaac Meyer, der i dag blev fængslet i 13 dage, hvor han indrømmede vold mod digteren Yahya Hassan, er tidligere idømt syv års fængsel i terrorsagen fra Glostrup.

Dengang hed han Abdul Basit Abu-Lifa.

Men hvem er han?

Da Abu-Lifa blev anholdt, var han blot 16 år gammel. Dengang boede han i Kisumparken i Brøndby Strand som den yngste i en søskendeflok på 11. Hans pas vidner om dobbelt statsborgerskab - både i Danmark og Jordan. Tilknytningen til Jordan var dog så lille, at han undgik at blive udvist i forbindelse med sagen.

Familien var ganske religiøs, og han var i sin muslimske friskole al-Quds kendt som lidt af en enspænder, der f.eks. ikke ville være med til at spille fodbold, hvis pigerne skulle være med.

I 2005 blev han så anholdt. Tre retsinstanser i Danmark har siden fastslået, at han stod i ledtog med to personer, som blev anholdt i en lejlighed i Sarajevo, hvor de befandt sig i selskab med 20 kilo sprængstof og et selvmordsbælte.

Duoen i Sarajevo bestod af dansktyrkeren Abdulkadir Cesur og en svenskbosnier med kaldenavnet "Maximus". De blev i første omgang idømt i omegnen af henholdsvis 13 og 15 års fængsel - domme, der ved en appelret blev halveret.

Det gjorde Abu-Lifas straf ikke. Han blev som den eneste af i alt fire tiltalte i Glostrup-sagen dømt, men det skete så til gengæld også nærmest ordret efter anklageskriftet om overtrædelse af den danske terrorlov. Han fik syv års fængsel.

Abdul Basit Abu-Lifa har siden taget navneforandring til Isaac Meyer og har skiftet Brøndby Strand ud med Nørrebro.

Under straffesagen mod ham kom det frem, at han forsøgte at spille en stor rolle i Europa for al-Qaeda.

Således var han med til at udarbejde et manifest med titlen 'al-Qaeda i Nordeuropa'.

Meningen var, at manifestet skulle offentliggøres 11. september 2005. Et logo for den nye gruppe voldte dog Abu-Lifa besvær, og derfor søgte han hjælp hos en administrator af det islamistiske internetforum Ansaar. Administratoren, der kaldte sig 'Irhabi 007' - arabisk for 'Terrorist 007' - var en levende legende blandt nettet terrorsympatisører. Administratoren er siden dømt i England for at opfordre til terror.

- Min kære bror, nogle af brødrene har anmodet mig om at designe et logo til brødrene, de hellige krigere, men du er bedre end mig til at designe, og derfor vil jeg gerne bede dig om dette. Logoet skal være ligesom de logoer, som vore brødre i organisationen al-Qaeda i Mesopotamien, Den Islamiske Hær osv anvender. Men der skal skrives på den: Organisationen al-Qaeda i Nordeuropa. Så kan du designe den, min bror, og belønningen er din, om Gud vil? I Guds beskyttelse, hvad synes du, skrev Abdul Basit Abu-Lifa ifølge bogen Truslen Indefra, der handler om danske terrorsager.

Mailen virkede, og manifestet blev offentliggjort på selvsamme forum 11. september 2005. I øvrigt fra 'Maximus' computer i Sverige. 'Maximus' blev dømt i Sarajevo i samme sag - taget på fersk gerning med sprængstof og selvmordsbælte og et videobånd med beskeden:

- Disse våben vil blive brugt mod Europa på dem, der har styrker i Irak og Afghanistan. Tro ikke, vi har glemt jer.

I logoet på det manifest, som blev offentliggjort 11. september 2005, stod med stort: 'al-Qaedas jihad'. Med mindre skrift stod der:

- Bekæmp de vantro folk, for de har ingen tro, gengiver bogen 'Truslen Indefra' logoet.

I manifestet stod der blandt andet følgende:

- Vi hæver og forsvarer og bekæmper undertrykkelsen og ydmygelsen af vores svage muslimske søskende overalt, af de, hvis jord tages med vold, og deres helligdomme profaneres i samtlige hjørner i verden. Og intet af det kan skjules for nogen af dem, som har en atom i hjernen, og vi ser, at denne nations helligdomme, ejendomme og rigdomme voldtagets og plyndres af de brutale vantro og deres medhjælpere, af de frafaldne, og det var ikke nok for dem, men de dræbte og fængslede og torturerede og forvoldte sig på vores muslimske brødres og søstre ære, stod der ifølge 'Truslen Indefra' i manifestet.

- På grund af det erklærer vi i organisationen al-Qaeda i Nordeuropa, at muslimernes blod, som er blevet spildt og fortsat spildes, skal ikke gå fortabt, og vi sværger ved Gud, som har hævet himlen uden støtte, at gøre vores sjæle og legemer til soldater til den religion og hæve de hellige krigeres banner som beskyttelse af muslimernes sjæle, ligesom vore brødre, de hellige krigere i Storbritannien, gjorde det, fortsatte manifestet med en henvisning til terrorangrebene i London tidligere på året.

Her blev flere end 50 dræbt og 700 såret.

Den 24-årige, der i dag har taget navneforandring til Isaac Meyer, erkendte i grundlovsforhøret i dag, at han vidste, hvem digteren var. Ifølge politiet så han digteren ved Hovedbanegården, vendte om og overfaldt ham med op til 10 knytnæveslag. Forinden havde han ifølge et vidne sagt 'vantro'. Den 24-årige erkendte også, at han havde overfaldet digteren.

Årsagen ønskede han dog ikke at fortælle om.

Han blev fængslet i 13 dage.

Retten afviste at nedlægge navneforbud i sagen.