Syrien-formand: Islamister vil halshugge mig

Formanden for Dansk Syrisk Forening, Mohammad Mahfoud, er dybt rystet, efter han fredag eftermiddag blev truet på livet af en gruppe unge mænd på Nørrebro.
- Du skal halshugges med det samme, lød truslerne, da 10 unge mænd fredag ved 17-tiden opsøgte ham på et kebabsted, hvor han sad og spiste med nogle venner.
Selv mener Mohammad Mahfoud, at de unge mænd er medlemmer af den salafistiske gruppe 'Kaldet til Islam', der blandt andet står bag den danske rekrutteringsvideo til hellig krig i Syrien.
- Jeg sidder på en kebabrestaurant og lægger mærke til, at to biler bliver ved med at køre forbi. De holder øje med mig ude fra deres biler, og efter en tur på det islamist center, der ligger overfor, kommer de ind i restauranten. De ser meget ekstreme ud med enormt lange skæg og kjoler lige som i Afghanistan, fortæller Mohammad Mahfoud til tv2.dk.
Gruppen sætter sig bagerst i lokalet for at spise, men da Mahfouds venner går ud for at ryge, kommer de hen til ham:
- De spørger mig, om jeg er formand for Dansk Syrisk Forening, og det svarer jeg ja til. De siger så, at jeg støtter præsident Assad, og at jeg derfor er en vantro.
- Du skal have skåret halsen over lige nu. Jeg skal fjerne dig hoved, råber den ene til mig. Jeg fik et chok. Jeg kan slet ikke forstå, at der kan ske sådan noget i København ved højlys dag, siger han.
Mohammad Mahfoud fortæller, at der opstår kaos i restauranten, og de ansatte beder de unge om at gå udenfor. Han ringer selv til poltiet og anmelder truslerne, og to patruljevogne kommer til kebabrestaurant for at optage rapport.
- Jeg har givet dem bilernes nummerplade, og også identificeret en af de unge mænd med navn. Jeg ved, at han er er med i den islamistiske gruppe ’Kaldet til Islam’. Det var som om gruppen blev dirigeret af en over telefonen, siger han.
Københavns Politi bekræfter lørdag aften overfor tv2.dk, at de har været ude og optage rapport efter episoden, og at dødstruslerne bliver efterforsket.
’Kaldet til Islam’ rejste så sent som i august stor debat, efter et medlem af den islamiske gruppe stod frem i den formentlig første danske rekrutteringsvideo til krigen i Syrien og opfordrede danske islamister til at drage i hellig krig.
Ligeledes islamisten "Abu Khattab", der på flere YouTube-videoer fra Syrien har skudt imod portrætter af bl.a. Kurt Westergaard og Anders Fogh Rasmussen, er medlem af 'Kaldet til Islam'.
Tv2.dk forsøger at få en kommentar fra 'Kaldet til Islam'