Vil smide rockere ud af kvarteret
Søndag var der fakkeloptog og mandag eftermiddag tages sagen om rockerborgen i Vanløse op i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.
Socialdemokraterne og De Konservative vil hurtigst muligt smide rockere ud af et familiekvarter i Vanløse. De håber også at ændre på reglerne, så det i fremtiden bliver endnu sværere at lave lyssky klubhuse i beboelseskvarterer.
- Vi foreslår, at der skal laves kriterier og begrænsninger for, hvad der må være af aktiviteter i beboelser, siger De Konservatives ordfører i Teknik- og Miljøudvalget Jakob Næsager til tv2.dk inden mødet.
Det skal blandt andet ske ved hjælp af de såkaldte tinglyste servitutter, der bestemmer, hvad en ejendom må bruges til.
Må ikke bruges til erhverv
En tinglyst servitut fra 1918 fastslår, at villaen på Tudskærvej 30 kun må bruges til familiebolig, og den vil de to partier i Kommunen have håndhævet, så rockerne bliver smidt ud af kvarteret.
Det kræver dog muligvis en lovændring, der kan sidesætte rockerklubberne med erhvervsvirksomheder.
- Det står nemlig sort på hvidt, at huset ikke må bruges til handel, fabrik, værksteder eller anden indretning, der forårsager larm, ilde lugt, frembyder et ubehageligt skue eller er til ulempe for omboende. Det er der slet ingen tvivl om, at en rockerborg gør, siger Jakob Næsager.
I forvaltningen vil man blandt andet indhente politiets vurdering af, om adressen anvendes som rockerklubhus.
Rockerklubben selv hævder, at de mødes privat på adressen hjemme hos et af medlemmerne