Politiet vil forbedre afhøringer
Efter lang tids tænkepause har politiet besluttet sig for at indføre mere faste regler for, hvordan afhøringer skal foretages.
Blandt andet skal der være retningslinjer for, hvornår betjente kan eller bør lydoptage afhøringer.
Arbejdet med en kvalitetssikring skal ledes af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, oplyser chefen, politiinspektør Michael Ask.
- Vi skal lave en politik for afhøringer generelt, siger Michael Ask til Ritzau.
- Vi skal samle undersøgelser og se på erfaringer fra blandt andet Storbritannien og Norge, fortæller han.
For ivrige efter tilståelser
Forskning har vist, at der både i Sverige, Norge og i Storbritannien har været anvendt problematiske afhøringsteknikker.
I Norge blev der for nogle år siden taget initiativ til opstramning efter flere justitsmord.
I stedet for at efterforske åbent og objektivt har norske betjente været for ivrige for at fremskaffe en tilståelse, har overbetjent Asbjørn Rachlew afdækket via en Ph. d-afhandling om justitsfejl.
I Rigspolitiet er arbejdet først så småt ved at komme i gang, og derfor ønsker politiinspektør Michael Ask endnu ikke at gå i detaljer.
Men man vil blandt andet studere norske regler, som siger, at afhøringer i bestemte typer af sager altid skal optages.
- Optagelser skal kun indføres som regel, hvis der fagligt set giver god mening. For eksempel i sager om manddrab, voldtægt og grov vold. Men det er noget, vi nu skal diskutere, siger Michael Ask.
Bruger allerede lydoptagelser
En del danske betjente bruger allerede i dag lydoptagelser for eksempel i netop de grovere sager, men der er ingen overordnet politik på området.
Det nye udvalgsarbejde skal også se på efteruddannelse og på for eksempel brugen af kognitiv afhøring, hvor en person får lov til at tale frit.
I 2010 påviste en intern rapport fra Politiets Videnscenter, at der var problemer med for mange lukkede og styrende spørgsmål. Rigspolitiet har dog ikke iværksat opfølgende forskning.
For tre år siden bad politiledernes forening om regler for optagelser af afhøringer, og nu efterkommes ønsket altså.
/ritzau/