Krimi

Dødsbrand: Nilabs mand var eks-kærester med drabstiltalt

Fastelavnsmasker til at skjule deres ansigter, spraymaling til at sætte overvågning ud af spillet - og en nyindkøbt kødhammer til at true med.

Sådan lød nogle af de ingredienser, som senioranklager Henrik Bergqvist, Midt- og Vestsjællands Politi, i dag for første gang fremlagde for offentligheden, da sagen mod en 30-årig kvinde og to mænd på 17 og 19 år begyndte i lokalerne hos Retten i Holbæk.

Her er de tre tiltalt for en mordbrand, der kostede den 26-årige kvinde Nilab Ghafouri livet.

Det skete i september i fjor, da to maskerede mænd og en kvinde ifølge tiltalen låste sig ind i hendes lejlighed, slog hende, truede hende med en kniv og kødhammer, hvorefter Nilab Ghafouri blev overhældt med benzin og antændt.

Ifølge anklagerskriftet døde hun af varmebetinget chok og ildmangel.

Tiltalt var eks-kæreste til Nilabs mand

Under senioranklagerens forelæggelse af sagen kom det frem, at den 30-årige kvinde gennem en del år har haft et forhold til Nilab Ghafouris mand, der efter bruddet blev gift med den 26-årige amerikanske statsborger.

Den 30-årige er nu tiltalt i sagen sammen med sin 19-årige nevø, A, og dennes 17-årige kammerat, N.

Alle nægter de sig skyldige i den rejste tiltale.

Ved retten var der et massivt opbud af politi, som visiterede alle ved indgangen til retslokalet. Ligeledes var der mange pårørende til stede i retten, hvoraf flere græd, da anklageren forelagde sagen.

Henrik Bergqvist viste flere billeder af den afbrændte lejlighed og beskrev en stribe detaljer om den formodede mordbrand.

Under forelæggelsen kom det blandet andet frem, at Nilab Ghafouri ifølge politiets opfattelse blev jagtet rundt i lejligheden, før hun blev dræbt.

De oplysninger fik flere pårørende til at bryde ud i gråd.

En obduktion af Nilab Ghafouri viste, at hun havde 1-4 grads forbrændinger på 90 procent af kroppen, og at hun var blevet udsat for vold, mens hun stadig var i live.

Efter forelæggelsen af sagen stod det klart, at der var gået en del planlægning forud for branden.

En kvittering viste ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, at den 30-årige havde købt en kødhammer før branden, som skal være blevet brugt til at true med i lejligheden.

Og på billeder, der blev vist frem i retten, kunne man se, hvordan en mand i fastelavnsmaske og iført samme tøj som nevøen A, låste sig ind i opgangen og oversprayede et overvågningskamera med sort maling.

Få minutter efter kunne man i et omrids se, hvordan tre personer låste sig ind i opgangen.

Kun to kom ud ad døren

Da branden brød ud 22 minutter senere, kunne man se to personer, der forlod opgangen, hvilket ifølge anklageren tydede på, at de tre har været i lejligheden.

Den dengang 29-årige kvinde blev fundet liggende på jorden ude foran lejligheden. Hun var stærkt forbrændt og blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet.

Dagen efter blev hun varetægstfængslet, sigtet for brandstiftelse. Teorien er, at eksplosionsbranden enten har blæst hende ud af vinduet, eller at hun har forsøgt at flygte ud af vinduet.

Senere har man fundet DNA fra de tre tiltalte på de fastelavnsmasker, der blev anvendt, mens der også blev fundet DNA fra trioen i lejligheden.

Da man senere anholdt N og A, havde begge brandskader i ansigtet.