Vejdirektoratet: Abortkors skal fjernes

Vejdirektoratet har vurderet, at de 16.000 kors på en mark ved Hedensted er i strid mod Naturbeskyttelsesloven.
- Vores opfattelse er derfor, at de skal væk, og det har vi skrevet til "retten til Liv", fortæller afdelingsleder Jens Kjærgaard fra Vejdirektoratet til tv2.dk.
Anti-abortorganisationen har opsat de 16.000 kors på en mark mellem Horsens og Vejle for at skabe opmærksomhed om de 16.000 provokerede aborter, der årligt foretages i Danmark.
- Vi mener, at Naturbeskyttelseslovens forbud mod at opsætte skilte eller plakater i det åbne land er overtrådt, siger Jens Kjærgaard.
Vejdirektoratet har derfor skrevet både til ejeren af marken og til "Retten til Liv" for at de skal fjerne korsene. De har nu 14 dage til at svare på brevet, før Vejdirektoratet gør mere i sagen.
De hvide kors i jorden skal ifølge organisationen symbolisere de 16.000 provokerede aborter, som der årligt foretages i Danmark.
Naturbeskyttelsesloven siger, at der ikke må anbringes plakater, skilte og lignende i det åbne land i reklame- og propagandaøjemed.