Krimi

Otte Bandidos-rockere dømt for vold mod HA

Slagsmålet varede blot 60 sekunder, da en gruppe tilhængere og medlemmer af rockergruppen Bandidos 27. marts 2013 kom op at slås med fire rivaler fra Hells Angels på Mallorca Bar i Aalborg.

Men selvom slagsmålet kun varede i kort tid, er otte personer fra Bandidos-gruppen mandag blevet idømt fængselsstraffe på mellem tre og seks måneders fængsel.

To medtiltalte rockere - heriblandt vicepræsidenten for Bandidos i Aalborg - blev ifølge nordjyske.dk frikendt, da retten i Aalborg ikke fandt det bevist, at de havde været til stede under slagsmålet.

Specialanklager Kim Kristensen fra Nordjyllands Politi har under hele retssagen lagt vægt på, at det var Bandidos-gruppen, der gik til angreb på arvefjenden.

Han forklarede ifølge Nordjyske, at der var tale om planlagt, groft banderelateret vold, som foregik i dagtimerne i det centrale Aalborg.

Overfaldet på Mallorca Bar blev optaget af stedets videoovervågning, som senere blev lagt på YouTube under overskriften '10 Bandidos attacks 4 Hells Angels and ends up on the run'.