Krimi

Usædvanlig selvmordssag for retten

Da Midt- og Vestjyllands Politi anholdt ham i januar, blev han sigtet for at have dræbt sin ven, den 46-årige førtidspensionist Jesper Svensson.

I morgen skal en 29-årig mand for retten i Holstebro. Anklagen lyder dog ikke længere på, at han har dræbt kammeraten på dennes bopæl i Hurup Thy 15. oktober 2012, men på at han har hjulpet sin uhelbredeligt syge ven til at begå selvmord.

Det fremgår af sagens retsmødebegæring.

- Manddrab var en arbejdssigtelse. Men vi skar ret hurtigt sagen ned til medvirken til selvmord. De var gode kammerater, og den afdøde havde gennem længere tid haft et ønske om at komme herfra, fortæller anklager Maibritt Bitch Larsen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Forsvarer Peter Hjørne supplerer:

- Kammeraten mente, at livet ikke var værd at leve. Han var uhelbredeligt syg. Min klient var meget knyttet til ham. De var meget tæt forbundne, så han besluttede sig for at hjælpe ham det sidste stykke ud af livet, siger Peter Hjørne.

Meget sjælden sigtelse

Sagen er berammet som en tilståelsessag og forventes at være overstået på blot en time.

Sigtelsen, der vedrører straffelovens paragraf 240, er i sig selv meget usædvanlig. Ifølge Danmarks Statistik, der har data på bestemmelsen tilbage til 2005, er der ikke i den periode registreret en eneste lignende sag.

Ifølge den kommenterede straffelov fra Karnov er den seneste 'rene' afgørelse på området fra 1991. Her blev en mand idømt 14 dages fængsel for at medvirke til selvmord. Det samme var tilfældet i 1978, da en mand overlod sin deprimerede ven en ladt revolver.

Også han fik 14 dages fængsel, da han overlod vennen revolveren 'uagtet han vidste eller bestemt formodede, at den anden ville begå selvmord med den'.

Forsvarer Peter Hjørne forventer, at hans klient, der allerede har siddet varetægtsfængslet i næsten to måneder, inden han blev løsladt i marts, kommer til at forlade retten i morgen uden at skulle afsone yderligere.

- Det er meget, meget sjældent, at man benytter den paragraf, og der er meget lidt retspraksis at støtte sig til, men jeg kan ikke forestille mig andet, siger Peter Hjørne.

Sigtelse: Stak kanylen ind i ven

Ifølge sigtelsen spillede den 29-årige en meget aktiv rolle i vennens selvmord:

Således var det ham, der kørte med Jesper Svensson til byen Heinsvig og indkøbte de to gram, som siden skulle tage livet af den 46-årige.

Han var også med til at købe kanylen, forberede dødssprøjten, spænde et halsbånd om vennens arm - og stikke kanylen ind, fremgår det af sigtelsen.

Men selve injektionen af den dødelige dosis foretog han ikke, fremgår det af sigtelsen.

- Min klient holdt sprøjten for ham, men det var kammeraten selv, der sprøjtede stoffet ind, supplerer Peter Hjørne.

Kort efter døde den 46-årige, fremgår det af retsmødebegæringen.

Strafferammen er bøde eller fængsel indtil tre år.