Krimi

Ven til dræbt savværk-kvinde: Hun bad mig gøre det

En ven af den 33-årige kvinde, som mandag blev fundet dolket og kvalt på et savværk i Tommerup Stationsby, understøtter nu den opfattelse, som dommeren ved Retten i Odense i går havde, da en 74-årige blev sigtet for at have taget livet af kvinden:

Da jeg selv gik i selvmordstanker, spurte hun, om jeg ikke ville tage hende med i faldet - om jeg ikke ville tage livet af hende. Jeg ved, at hun opsøgte rigtig mange mennesker for at få hjælp til at dø

Ven til 33_årig dræbt kvinde

Der var tale om aktiv dødshjælp.

Det fortæller han til tv2.dk.

Vennen har tidligere gennem en længere periode gået med selvmordstanker, og i den forbindelse mødte han den 33-årige. De to har skrevet og talt sammen igen og igen, siger han.

Senest kort før hun blev dræbt.

- Hun skrev til mig lørdag kl. 22.54, at hun havde det utrolig dårligt, at hun gerne ville have fred, at hun ville væk herfra, fortæller vennen.

Han er kommet videre i sit liv, går i dag ikke længere med selvmordstanker og ønsker derfor ikke sit navn sat i forbindelse med sagen af hensyn til sin fremtid.

Vennen har i dag været inde hos Fyns Politi og blive afhørt om sin viden, ligesom hans telefon er blevet 'tappet' for kommunikationen med den 33-årige kvinde.

Ifølge vennen talte de om, hvordan hun ønskede at dø - eksempelvis med piller og ved hængning. Og at hun kunne gå ud på det 'sorte marked' og finde en narkoman til 'opgaven'.

- Hun ønskede fred, for hun havde det dårligt og svært gennem lang tid. Hun skrev til mig, hvordan hun gerne ville have det. Og da jeg selv gik i selvmordstanker spurte hun, om jeg ikke ville tage hende med i faldet, om jeg ikke ville tage livet af hende. Jeg ved, at hun opsøgte rigtig mange mennesker for at få hjælp til at dø, fortæller vennen.

- Jeg vidste bare ikke, at hun havde fundet én, tilføjer vennen, der er grædefærdig, da tv2.dk taler med ham.

På det tidspunkt er han på vej hjem efter afhøringen hos Fyns Politi.

- Jeg troede ikke, at hun ville gøre det. Jeg håbede sådan, at hun ville finde en sød fyr og komme ovenpå. Jeg har det ligeså skidt, som hvis det var mig, der stod med gerningsvåbnet i hånden.

Ifølge vennen var den 33-årige en fantastisk pige, der var blevet kastebold i en psykiatrisk system, som ikke var indrettet til hende.

Vennen siger, at han har valgt at fortælle om sine oplevelser, for at den 74-årige, som i går blev sigtet for manddrab, men fængslet for medlidenhedsdrab, ikke bliver lagt unødigt for had.

Han understreger, at han overhovedet ikke kender den fængslede, men at den 33-åriges død burde give anledning til en fornyet samfundsmæssig diskussion om aktiv dødshjælp.

- Det burde vi have mulighed for i et samfund som det danske. Hun ønskede fred. Hun har opnået det, hun ville, men samtidig har hun bragt en anden i fedtefadet. Det, synes jeg, er forkert, siger vennen.

Fyns Politi har ikke ønsket at kommentere tv2.dks oplysninger, da retsmødet i går fandt sted bag lukkede døre.