Politi kræver gidseltager fængslet

Politiet kræver en mandlig indsat i 30'erne varetægtsfængslet for frihedsberøvelse, efter at han mandag tog en medfange som gidsel i Politigårdens Fængsel i København.
Manden skal derfor for en dommer i Københavns Dommervagt kort før middag, oplyser senioranklager Maria Cingari.
- Han er sigtet for frihedsberøvelse af en indsat, hvor han brugte en spids genstand, som han selv har fabrikeret, siger Maria Cingari.
Gidseltagningen i det særligt sikrede fængsel på Københavns Politigård begyndte kort før klokken 14 mandag eftermiddag og varede omkring fire timer, før det endte fredeligt.