Krimi

Zaid blev skudt i brystet - vennerne stimler sammen

'Så ung, så fantastisk et menneske'.

Onsdag aften blev Zaid Al-Kayssi skudt i brystet på Frederiksberg. Et fatalt skud, der 18 timer senere tog hans liv på Rigshospitalet.

Dermed blev den 27-årige sælger i butikskæden Drømmeland formentlig det seneste offer for den verserende bandekonflikt i Københavnsområdet.

På Facebook sørger den dræbtes venner over tabet, og torsdag eftermiddag er de i samlet flok taget fra Værebro-beyggelsen i Gladsaxe til Finsensvej, hvor Zaid Al-Kayssi blev skudt onsdag aften.

Zaid Al-Kayssi boede selv i Værebro - i hjertet af en bydel, der i de senere år har været indblandet i flere voldelige overfald og drab.

Mindes den dræbte

Ifølge tv2.dks informationer er der tale om en spontan mindehøjtidelighed, men det er samtidig et arrangement, som politiet har valgt at holde et vågent øje med.

Den dræbte, der boede i Værebro, havde tidligere nære bånd til medlemmer fra den lokale bande VHK - Værebros Hårde kerne - og selvom han ifølge venner, som tv2.dk har talt med - nu havde fået et ansvarsfuldt job i en soveværelsesforretning, så risikerer drabetpå Zaid at blive endnu en gnist i den brand, som ulmer mellem de rivaliserende bander i københavnsområdet.

Zaid Al-Kayssi blev dræbt under det tredje skyderi i løbet af tre dage på åben gade i København - og Københavns Politi efterforsker alle tre episoder som banderelaterede.

'Du vil altid være i vores hjerter, evig elsket og respekteret mand', står der også på facebook.

Derfor offentliggøres navnet

Københavns Politi har af hensyn til efterforskningen og opklaringen af sagen valgt at offentliggøre identiteten på dræbte - håbet er, at det vil give yderligere oplysninger om motivet eller andre informationer, der kan lede til gerningsmanden.

Vidner eller andre med informationer om hændelsen eller gerningsmanden bedes rette henvendelse til Københavns Politi på 114 eller 33141448 lokal 4914.

Artiklen er opdateret