Krimi

Efter attentat: Medlemsboom i Hedegaards forening

Sympatien og nye medlemmer strømmer til Trykkefrihedsselskabet, hvor Lars Hedegaard er formand.

Siden i går har selskabet fået flere end 100 nye medlemmer, og det glæder næstformand, og Hedegaards gode ven, Katrine Winkel Holm:

- Mange af de nye medlemmer mailer til os med opbakning til Lars. De skriver, at drabsforsøget har været en øjenåbner for dem, om at ytringsfriheden virkelig er under pres, siger hun til tv2.dk.

Selskabet har omkring 1000 medlemmer, så de nye støtter kan bestemt mærkes, forklarer hun.

Trykkefrihedsselskabet afholder i aften en længe planlagt offentlig debat om omskæring af drenge, hvor Lars Hedegaard skal være ordstyrer.

Hedegaard styrer ikke sit eget liv

Og Katrine Winkel Holm tror stadig, at formanden, der i øjeblikket er under politibeskyttelse et ukendt sted, dukker op:

- Vi har intet hørt fra ham, men han er jo ikke typen, der bakker ud. Problemet er, at han ikke styrer sit eget liv lige nu, forklarer Katrine Winkel Holm.

Hun fortæller, at selskabet har en plan B, hvis Hedegaard ikke kan deltage.

Gerningsmand forklædt som postbud

Lars Hedegaard blev tirsdag formiddag udsat for et drabsforsøg på sin bopæl på Frederiksberg i København.

Gerningsmanden udgav sig for at være postbud, der skulle aflevere en pakke, og på den måde kom han tæt på Hedegaard.