Krimi

Heidi-drab: Rørtangspor var blindt

Et vigtigt spor i efterforskningen af drabet på Heidi Charlotte Abildskov er endt blindt.

Det fortæller drabschef Henning Svendsen, Nordsjællands Politi.

Politiets teknikere har nemlig fået undersøgt den cylinder, der blev vredet ud af en lås under et indbrud i Charlottenlund i juli 2012, og som blev sat i forbindelse med det, der kostede Heidi Charlotte Abildskov livet i november 2012 i Virum. Desværre matchede cylinderen ikke den rørtang, politiet fandt på gerningsstedet i Virum.

- Det er der ikke tegn på. De mærker, der er på cylinderen (fra Charlottenlund, red.), er ikke fra den rørtang, vi har fundet i Virum, siger drabschef Henning Svendsen.

Politi bevarer håbet

Huset i Charlottenlund er videoovervåget, og tv2.dk har tidligere beskrevet, at indbruddet her skete, mens familien lå og sov på 1. sal. Både her og i Virum gik tyven efter hjemmets Mercedes.

Trods den nedslående melding fra teknikerne har Henning Svendsen dog ikke helt opgivet håbet om, at de to sager kan hænge sammen - og at politiet således har billeder af Heidi Charlotte Abildskovs drabsmand.

- Vi har aldrig sagt, at det var de samme gerningsmænd, men bare, at vi ikke kan udelukke, at det kunne være det. Der er fire måneder mellem de to indbrud, så i teorien kan man godt have skaffet sig nyt værktøj, siger Henning Svendsen.

Dna og fingeraftryk efterlyses

Heidi Charlotte Abildskov sårede sin morder med en kniv, inden hun mistede livet. Politiet har derfor både fingeraftryk og dna på gerningsmanden.

Oplysningerne er sendt rundt i hele verden. Flere lande mangler fortsat at svare på, om Heidi Charlotte Abildskovs morder er kendt i deres registre.