Krimi

Rystet familiefar: Eftersøgte i drabssag brød ind hos os

- Man kan ikke lade være med at stille spørgsmålet, hvad man selv ville have gjort i den situation, hun var i? Det er meget ubehageligt og uvirkeligt.

Sådan siger en familiefar til to små børn, efter det er gået op for ham, at to mænd, der efterforskes i forbindelse med rovmordet på 41-årige Heidi Charlotte Abildskov, tidligere er trængt ind i hans eget hjem på Tonysvej i Charlottenlund.

Det gik op for ham tirsdag, da Nordsjællands Politi offentliggjorde billeder af to indbrudstyve, som er i færd med at bryde gennem døren til ham selv, hustruen og deres to små børn.

Billeder, som er optaget med familiens eget overågningskamera om natten i juli 2012 - fire måneder inden, at Heidi Abildskov blev knivdræbt under et indbrud i Virum.

Ønsker ikke navn frem

Faren, der ikke ønsker sit navn eller familien forbundet med drabssagen, fortæller, at familien netop var kommet hjem fra en ferie.

- Vi lå og sov på 1. sal, mens det skete. Døren var lukket, og vi hørte ikke tyvene, siger han til tv2.dk.

Han tør næsten ikke gisne om, hvad der kunne være sket, hvis de havde opdaget indbrudstyvene og pludselig stod ansigt til ansigt med personer, som nu efterforskes for rovmord.

- Hvis man opdagede, at der var indbrud, ville man nok normalt tage benene på nakken og løbe, men vi har to små børn, og det kan du jo ikke, når du har børn. Så bliver du nødt til at gøre noget. Du bliver nødt til at beskytte dine børn, siger familiefaren.

- Men det var heldigvis ikke vores lod, tilføjer han.

Nu er alarmen tændt

Indbruddet skete, efter at tyvene hev cylinderen ud af hoveddørens lås. I løbet af omkring 10 minutter støvsugede de stueetagen for computere, telefoner, penge, rejsevaluta, solbriller - og i entreen også nøglerne til familiens Mercedes.

- Vi har faktisk en alarm, men den var ikke slået til, når vi sov. Det er den nu, fortæller han.

Au pair-pige opdagede indbrud

Familien har en au pair-pige, og det var hende, der opdagede indbruddet næste morgen. Men først efter nogen tid.

- Hun stod op og troede, at jeg havde haft travlt, var kørt og havde glemt at lukke døren. Så hun lukkede bare døren og tænkte ikke mere over det. Det var først, da jeg kom ned, at vi opdagede det: 'Hvad laver du her? Og hvor er bilen henne?', gengiver familiefaren ordvekslingen.

Familiens Mercedes er endnu ikke dukket op, og politiet advarede heller ikke familien om, at de private overvågningsbilleder fra Tonysvej tirsdag blev ofentliggjort og sat i forbindelse med mordsagen fra Virum.

- Vi havde ikke hørt et ord om, at politiet havde lavet den kobling. Det kunne de godt lige have sagt. Fair nok, de har travlt, men det var lidt af et chok at opdage det på den måde, siger han.

Politiet beklager

Drabschef Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi beklager, at familien ikke var advaret om offentliggørelsen.

- Det nåede vi desværre ikke, siger Henning Svendsen og forklarer, at ingen svarede på det nummer, som stod på dokumenterne for anmeldelsen.