Krimi

Så tæt var fem unge på terror-dom

Én stemme.

Så lille var forskellen på terrorisme og brandstiftelse, da Københavns Byret torsdag kl. 13 frikendte fem unge fra den yderste politiske venstrefløj for at have udført og forsøgt at udføre terrorangreb.

Statsadvokat Bo Bjerregaard havde held til at overbevise samtlige af sagens tre dommere og halvdelen af de seks nævninge om, at de unge var terrorister, men trods stemmeovervægten var dette ikke nok.

I stedet for terror blev de fem i varrierende grad i stedet blot dømt for en stribe brandstiftelser.

Terrorfrifindelsen skete, fordi statsadvokaten i nævningesager ved byretten skal overbevise mindst to juridiske dommer og fire nævninge.

Således var anklager Bo Bjerregaard fra Statsadvokaten for København og Bornholm nok én juridisk dommer i overskud, men han manglede en nævning.

Hvis sagen bliver anket, bliver opgaven endnu sværere. I landsretten er reglerne for nævningesager nemlig, at der skal mindst to juridiske dommere og hele seks nævninge til, før retten dømmer de tiltalte. Dog er der så ikke seks, men ni nævninge at tage af.