Knivdræbt kvinde mindes af børnene på mandag

Den 41-årig kvinde, der tidligere på dagen blev fundet knivdræbt i sin have i et villakvarter i Virum nord for København, var en vellidt souschef på Øresundsskolen i København. Her er man rystet over tabet af en elsket ansat gennem 12 år.

"Jeg er frygtelig chokeret. Hun var en fantastisk kollega og medarbejder. Både fagligt og som menneske. Det er meget svært for mig, at hun er væk," fortæller skoleder Peter Stennicke til tv2.dk.

Han havde som skoleleder et tæt samarbejde med den afdøde 41-årig, der var hans nærmeste medarbejder. Før hun blev souschef for tre år siden, var hun en dygtig underviser på skolen, der har med udviklingshæmmede børn at gøre.

Alle pårørende er underrettede, men børnene på skolen ved endnu ikke, at kvinden, der selv har et barn og er stedmor til tre andre børn, er død. De får den triste besked på mandag, forklarer Peter Stennicke.

"Vi tager børnene i mindre grupper med de lærere, der kender dem godt. Så laver vi et sted, hvor vi mindes hende med billeder og blomster. Og der taler vi om, at Heidi ikke er her mere. Det bliver hårdt", siger skolederen til tv2.dk og uddyber:

"Hun var elsket og værdsat af børnene. Hun var dygtigt til at være sammen med dem og undervise dem. Når de kom forbi hendes kontor, skulle de altid ind og sige hej. Hun var en åben og elskelig person", fortæller en dybt berørt Peter Stennicke.

Hun var det mest pålidelige

Det var skolen, der tidligere på dagen, kontaktede hendes mand, da hun til stor forundring ikke var mødt på arbejde. Det lignede nemlig bestemt ikke den 41-årige kvinde at komme for sent eller helt blive væk.

"Jeg havde undret mig over, at hun ikke var kommet på arbejde, og at jeg ikke kunne komme i kontakt med hende. Hun er det mest pålidelige, jeg har arbejdet med. Hvis hun kom bare ti minutter for sent, så SMS'ede hun altid," siger han til tv2.dk

Hendes mand var dog på forretningsrejse, så han bad naboen i Virum om at kigge til konen. Hun fandt hende død i parrets have. Dræbt af adskillige knivstik.

Politiet er fortsat i gang med de tekniske undersøgelser, og det vil de være frem til midnat. Derefter genoptages undersøgelserne tidligt lørdag morgen, og de kan derfor endnu ikke sige noget om motivet til det formodede drab.

"Det er endnu for tidligt at udtale sig om de nøjagtige omstændigheder. Vi håber, at de tekniske undersøgelser kan bringe os videre," siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen til tv2.dk.