TV 2-chef: Det er helt vanvittigt

En TV 2-journalist og fotograf fik her til eftermiddag smadret deres sendevogn med brosten og blev truet af 25 hætteklædte unge med tildækkede ansigter, da de ville dække en underskriftsindsamling i Egedalsvænge i Kokkedal.

Hos Nordsjællands Politi har man efterfølgende modtaget en anmeldelse af det grove hærværk, men her er man ikke sikker på, at det var smart af TV 2 at køre til Egedalsvænge.

"Man vælger at køre ind i et højspændt område. Man kan jo diskutere, om det er klogt, det vil jeg ikke gøre mig klog på. Jeg ville nok ikke have gjort det", siger vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi til bt.dk.

Det er helt urimeligt

Den vurdering er TV 2's nyhedschef, Jacob Nybroe, dog langt fra enig i.

"Vi tager ind i et boligområde i Danmark for at dække en underskriftsindsamling en søndag. Jeg synes, at det er stærkt problematisk, hvis ikke man skal kunne det. Vi har ikke tidligere haft episoder i denne bebyggelse, og en sådan henvendelse skal ikke koste en bil. Det er helt urimeligt, siger Jacob Nybroe til tv2.dk.

Han er chokeret over, at hans medarbejdere bliver truet, når de forsøger at passe deres arbejde i at dække en stilfærdig underskriftsindsamling.

"Det er helt vanvittigt. Vi kender godt til områder, hvor vi har vanskeligt ved at færdes. Christiania og Vollsmose er kritiske. Vi tager forholdsregler i områder, hvor vi ved, at det kan være problematisk. Men det er altså ikke tilfældet her. Vi følger med i en underskriftsindsamling. Vi dækker ikke noget ulovligt som på Christiania, siger Jacob Nybroe.

DF kræver svar

Dagens episode i Egedalsvænge har allerede fået Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, op af stolen. Han vil have justitsminister Morten Bødskov til at redegøre for pressens arbejdsvilkår i området.

"Det er utrolig vigtigt, at pressen kan arbejde frit, og hver gang pressen bliver truet eller chikaneret, så har vi en pligt til at gå ind i sagen. Jeg vil bede ministeren om at redegøre for sikkerheden i området, herunder om politiet har fået fat på de pågældende ballademagere", siger Martin Henriksen.