TV 2-ansatte truet: Fik smadret deres bil
En gruppe beboere fra Egedalsvænge i Kokkedal gik i dag rundt og stemte dørklokker for at indsamle underskrifter blandt de andre beboer for at erklære mistillid til boligforeningens bestyrelse. Det sker, efter at bestyrelsen i de seneste dage er kommet i modvind for at nægte beboerne i Egedalsvænge et juletræ til den kristne højtid.
Dagens indsamling skabte dog vrede blandt en gruppe af Egedalsvænges muslimske beboere, der højtlydt viste deres frustrationer ved at råbe af den underskrifsindsamlende gruppe.
To af TV 2's ansatte - en journalist og en fotograf - ankom til Egedalsvænge for at dække indsamlingen, men deres tilstedeværelse blev mildest talt ikke modtaget med kyshånd. Efter kort tid på stedet hørte de to journalister pludselig et stort brag fra deres sendevogn, som de kun stod 50 meter fra.
"Vi skynder os bare ned til bilen, og der kan vi se 25 hætteklædte unge med tildækkede ansigter. Enkelte havde brosten. Bilen er fuldstændig smadret, og en af de unge råber nynazister, fortæller tv2.dk's mand på stedet.
Gruppen af unge mente, at mediernes dækning af det manglende juletræ i Egedalsvænge var skyld i, at muslimske kvinder og børn blev chikaneret og ikke længere kunne gå i fred. TV 2-medarbejderne fik derfor et ultimatum.
"I skal bare væk herfra nu, sagde de. Det er første gang, at jeg for alvor troede, at jeg skulle have tæsk. Så vi sagde bare, at vi kører nu. Så satte vi os ind på sæderne med glasskår og kørte væk", siger TV 2's journalist.
De to TV 2-medarbejdere slap uden skrammer, mens TV 2-sendevognen har fået smadret døre, siderude, forrude, instrumentbræt, tankdæksel og meget mere.