Krimi

Historiker: Enkelt at stjæle fra Rigsarkivet

Alle kan få adgang til Rigsarkivet, og ifølge historiker, Claus Bryld, er det ikke særligt kompliceret at tage materiale med ud fra læsesalen, hvis blot der er tale om små mængder.

"For at få adgang til Rigsarkivet skal man skrive sig ind i en protokol, og udfylde nogle formularer. Derefter får man det ønskede materiale udleveret, og kan side i læsesalen og kigge i papirerne," forklarer Claus Bryld.

Skulle man ønske at stjæle noget af det materiale, man har fået udleveret, kan det, ifølge Claus Bryld, lade sig gøre i små mængder.

"Hvis man for eksempel har fået udleveret fem mapper med materiale, er det muligt at tage sider og genstande fra mapperne i små mængder. Dem kan man så gemme under en jakke eller i en pose," forklarer han.

Når man forlader Rigsarkivet igen, sker der, ifølge Claus Bryld, kun en overfladisk kontrol i forhold til om alt materialet er returneret.

Efter tyveriet af Rigsarkivets nazimateriale, forventer Claus Bryld, at sikkerheden bliver strammet op.

"Der er en meget afslappet stemning på Rigsarkivet, som man skal være glad for," siger han, og håber, at det gode arbejdsmiljø kan bevares selv om sikkerheden skærpes.