Krimi

Trusselsbrev under lup i 14 dage

Selv om politiet har haft adskillige personer til afhøring og modtaget tip fra borgere, så er de langt fra en opklaring af, hvem der sendte trusselsbrevet mod Tietgenskolen i Odense onsdag morgen.

Det fortæller vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Henrik Justesen, til tv2.dk.

Derfor er selve trusselsbrevet, som gerningsmanden sendte, noget af det mest konkrete politiet har at gå efter.

"Brevet er sendt til kriminalteknisk undersøgelse i håb om at finde fingeraftryk eller dna-spor. Men der er 14 dages ventetid på resultatet af undersøgelsen," siger vicepolitiinspektøren til tv2.dk.

Han fortæller, at det der gør gerningsmanden svær at opspore er, at brevet til Tietgenskolen på Elmelundsvej er sendt med posten.

Det var ikke tilfældet, da skolens afdeling i Lerchesgade blev truet i februar sidste år. Dengang blev brevet afleveret til skolen uden om postvæsenet.

"Men vi mener stadig, at der kan være en sammenhæng. Og vi vil fortsat gerne høre fra folk, der mener, at de kan bidrage til efterforskningen," siger Henrik Justesen til tv2.dk.