Krimi

Mordsigtet er fængslet på sygehus

Den 29-årige kvinde, der mistænkes for at stå bag mordbranden på den 26-årige Nilab Shahkor i Greve blev onsdag fængslet frem til den 1. november.

Hun er tidligere blevet fængslet i sagen uden selv at være til stede i grundlovsforhøret, fordi hun blev alvorligt kvæstet i forbindelse med branden.

Men onsdag var hun kommet sig så meget, at retten kunne sættes på hendes stue på sygehuset.

"Der kom dog ikke noget nyt frem," siger efterforskningsleder Kim Løvkvist.

Politiet mener, at to unge mænd på 16 og 18 år samt den 29-årige kvinde står bag mordbranden fredag den 14. september.

Den dag var Nilab Shahkor var alene hjemme, da trioen ankom til hendes lejlighed i Gersagerparken. Hendes mand var taget på arbejde i Norge, og hendes svigerforældre var heller ikke til stede.

Den 26-årige Nilab Shahkor mistede livet i flammerne, da der opstod brand i lejligheden, mens den nu sigtede kvinde blev alvorligt kvæstet, da hun enten sprang eller blev slynget ud ad vinduet på tredje sal.

De to unge mænd flygtede, og undervejs forsøgte de at samle den kvæstede kvinde op.

Først tirsdagen efter det voldsomme drama lykkedes det politiet at gennemføre en kort afhøring af den sigtede kvinde på sygehuset.

"Hun erkender, at hun har været i lejligheden, men nægter at have gjort noget ulovligt," sagde vicepolitikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi dengang til Ritzau.

Nilab Shahkor havde kun været i Danmark i kort tid. Hun var amerikansk statsborger med afghansk afstamning.

Enkemanden har også afghansk baggrund. Han afviser over for dagbladet BT nogen sinde at have set de tre nu fængslede, der har pakistansk og marokkansk baggrund.

Politiet vil intet sige om, hvad motivet kan være, men ifølge Ekstra Bladet skulle den sigtede kvinde være ulykkeligt forelsket i Nilab Shahkors mand.