Krimi

Kan have sendt trusselbreve to gange

Personen, som har sendt det trusselbrev Tietgenskolen i Odense modtog i dag, kan være den samme person, som sendte et lignende brev til skolen tilbage i 2011.

Det fortæller vicepolitiinspektør, Henrik Justesen, fra Fyns Politi til tv2.dk.

"Brevene har samme udtryk. Derfor udelukker vi ikke, at der kan være tale om, at det er samme person, der står bag brevene," siger han.

Begge breve er blandt andet computerskrevet og slutter af med "Må Allah være med jer", fortæller vicepolitiinspektøren.

Det var Tietgenskolens grundskole på Lerchesgade, der blev truet med en bombe tilbage i februar 2011. I dag er det skolens Handelsskole på Elmelundsvej 10, det er gået ud over.

"Sidste gang fandt vi ingen gerningsmand. Men vi fortsætter afhøringerne og undersøger brevet fra den nye sag," siger Henrik Justesen til tv2.dk.

Tietgenskolen har været lukket hele onsdag, men åbner igen i morgen. Dog med vagter og politifolk, der skal sikre trygheden for eleverne og de ansatte.