Krimi

"Blodet vil flyde i klasselokalerne"

Det var en assistent på Tietgenskolen i Odense, der onsdag morgen åbnede et brev med en trussel om skyderi i løbet af onsdagen.

Det fortæller rektor på skolen, Gitte Bargholt, til tv2.dk.

Brevet var sendt med posten. Og ifølge rektor stod der følgende i brevet:

"Blodet vil flyde i klasselokalerne. Dette er en trussel om skoleskydning. Må Allah være med jer."

Personalet alarmerede straks politiet, der har afspærret området og er i gang med efterforskning af brevet og på skolens område.

Skolen er omgående blevet rømmet for personale og de 1050 elever på handelsgymnasiet har fået besked på at blive hjemme, fortæller Gitte Bargholt til tv2.dk.

"Det er foregået uden panik. Men vi tager truslen meget alvorlig," siger hun.

Hos Fyns Politi tager de ingen chancer.

"Vi tager den slags trusler yderst alvorligt, og derfor tager vi heller ingen chancer, men efterforsker ud fra, at der er tale om en seriøs trussel," siger vagtchef Kim Munksgaard Hansen.