Krimi

Dødsbrand i Greve var påsat

Politiet betragter nu branden i Greve, som fredag eftermiddag kostede en kvinde livet, som påsat. En anden kvinde blev hårdt kvæstet efter fald fra 3. sal.

"En person er fundet død og en kvinde er kommet til skade i forbindelse med en brand i Gersagerparken i Greve," fortæller Simon Schwaner, Midt- og Vestsjællands Politi.

"Den tilskadekomne er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalets Traumecenter, og vi kender endnu ikke noget til hendes tilstand," siger han.

Politiet oplyste fredag aften, at det ikke er sikkert, at kvinden er sprunget ud fra lejligheden på tredje sal selv. Muligvis er hun blevet slynget ud af lejligheden på grund af den eksplosionsagtige brand.

Branden er slukket, og politiet er i gang med at efterforske brandårsagen.

Øjenvidner har fortalt politiet, at to unge mænd forsøgte at bære den tilskadekomne kvinde væk, da hun lå på jorden foran bygningen.

Mændene opgav dog og løb efterfølgende fra stedet i retning mod Hundige Station. Den ene af mændene beskrives som værende af udenlandsk herkomst, ca. 20 år, 165-170 cm høj, mørkt karseklippet hår, fipskæg og iført hvid jakke eller vest.

Politiet har endnu ikke fastslået identiteten på den afdøde.