Krimi

Bandidosrockere anholdt under aktion

Fem Bandidos-rockere er blevet anholdt i en koordineret anholdelsesaktion tirsdag. Tre af dem sigtes for afpresning og røveri, hvor personalet på et bordel på Vestegnen er blevet afpresset, røvet og truet, oplyser Københavns Vestegns Politi.

"De tre rockere, vi mistænker for afpresning og røveri, begærer vi varetægtsfængslet i morgen (onsdag, red.)," siger efterforskningsleder Carsten Jansson.

Røveriet skete i juli, og efterforskningen har ledt politiet på sporet af tre Bandidos-medlemmer på 21, 21 og 22 år.

Den 22-årige blev anholdt i Bandidos’ klubhus i Ballerup, hvor politiet fandt både narkotika og våben.

Inde i klubhuset lå en skarpladt revolver, og gemt i en hæk var et skarpladt oversavet jagtgevær. Nedgravet i en skråning fandt betjentene ca. 300 gram amfetamin.

På nabogrunden, som ejes af en spejderklub, fandt betjentene desuden en skarpladt pumpgun, som også sættes i forbindelse med rockerne.

I rockerklubhuset blev et Bandidos-medlem på 24 år og en 20-årig mand med relationer til klubben også anholdt.

Grundlovsforhøret vil blive anmodet holdt for lukkede døre. Derfor kan politiet ikke sige mere om sagen på nuværende tidspunkt.

Politiet ved endnu ikke, om de to i klubhuset på 20 og 24 år også skal fremstilles i grundlovsforhør.

To mænd på 21 år blev anholdt i fængslet for røveriet mod bordellet. De afsoner i øjeblikket en anden straf.